Adopteret.
Hun og hendes to søstre var født i et "illegitimt" forhold på St. Croix (Dansk Vestindia). De mistet deres mor i 1858 og blev i 1861 taget hånd om af den kendte skuespiller Johanne Luise Heiberg (1812-1890) som netop havde mistet sin mand (Johan Ludvig Heiberg). Året efter blev de tre børn adoptert af hende.
Om hun fik faderens efternavn Schousboe eller morens efternavn Haverkan, er uvist.
"Dansk kaptajn. I folketellingen 1850 for St. Croix er det registret en "P W Schousboe, købmand, gift, 40 år bosat i Frederikssted".
Uddrag fra Johanne Luise Heiberg: "Et liv genoplevet i erindringen" Bind IV, 1856-82 om da Sarah og søstrene kom for oppfostring:I samtalens gang sagde hun: »Også jeg er i dag ganske bedrøvet ved tanken om tre stakkels småpigers skæbne ovre i Vestindien, som har mistet deres moder, en stakkels kvinde, der i sin tid blev svigtet og forladt af en mand, som er disse børns fader, men som selv nu er så svagelig, at han kan dø, hvad øjeblik det skal være. Falder han også fra, hvad bliver der da af disse tre stakkels børn? Han er dansk, og en ven af ham her fortalte mig, at han agtede at sætte dem i kost et steds her i landet, men dør han, og hans understøttelse til dem falder bort, hvor skal da de arme børn hen?« Hun vedblev: »Jeg har aldrig kendt moderen, men hun roses meget; faderen har jeg set nogle gange hos hans ven, når han på gennemrejse til England besøgte ham. Den ældste pige skal være 7 år, så kommer en på 5 og en på 4 år. Disse børns skæbne kan jeg ikke få ud af mine tanker.«
----
Den 18de maj om eftermiddagen i et dejligt solskin kom børnene ind ad døren, ledsaget af deres faders ven. Med lynets hurtighed kastede jeg mine øjne på disse tre, der herefter skulle være bundne til mig. At de var hvide og ikke »sorte« samt blonde af hårfarve, beroligede mig straks. Jeg havde bedt deres fader om at sende deres dåbsattester med, disse blev mig nu overleveret, og her erfarede jeg for første gang, at den ældste hed Sarah, den næste Lelia og den yngste Anna. Som tre forknytte, forpjuskede fugle krøb de små stakler sammen ved døren. Den ældste slyngede sine arme beskyttende om de to mindre; den lille Lelia så ud som et lille vissent, bøjet strå, bleg og sart. Senere hørte jeg, at hun nylig havde gennemgået en svær sygdom.Den lille Anna så lidt mørk ud, og derfor tiltalte jeg hende først: »Kom du kun hen til mig, min lille Anna!« Jeg satte hende på mit skød og søgte at formilde hendes noget trodsige mine, hvilket hurtigt lykkedes mig. Til den ældste, Sarah, der syntes mig at se noget sværmerisk ud, sagde jeg: "Du holder vist af blomster; gå hen ved havedøren og se ud, så skal du se, hvor mange dejlige der står derude.« Tavs tog hun Lelia ved hånden, og de lod til at have stor glæde af at betragte alt i haven, medens jeg, så godt jeg kunne, fortsatte min samtale med Anna på engelsk, som jeg havde lagt mig lidt efter, da de kun talte dette sprog. Anna og jeg blev meget hurtigt gode venner, og jeg så, at smilet klædte det lille ansigt langt bedre end det alvorlige, trodsige udtryk.
Efter en halv times tid forlod deres ledsager os, idet han sagde til mig: »Jeg tror vist, at det er gode og intelligente børn, så vidt jeg i disse dage har kunnet bemærke, [så jeg håber, at De ikke vil komme til at fortryde, at De har antaget Dem disse moderløse og,« tilføjede han med et suk, »tildels også faderløse børn.«]
Efter hans bortgang gik vi nu alle ned i haven, der lod til at glæde børnene, så de hurtigt blev fri og ugenerte. Jeg fortalte dem nu, at jeg hed Johanne, og bad dem kalde mig således. (Jeg vovede endnu ikke at tilegne mig det betydningsfulde navn moder.) Plukkede jeg en blomst og rakte dem, kom de lidt efter hen og sagde: »Nej, den skal lady Johanne have.« Da vi atter stod oppe i værelserne, førte jeg dem hen til Heibergs buste og fortalte dem, at med denne mand, der hed Johan Ludvig Heiberg, havde jeg i mange år været forenet, at han havde været så god, og at jeg holdt så meget af ham, men at han nu var død. De så med stor opmærksomhed på busten, og den lille Anna, som jeg havde løftet op på armen, for at hun bedre kunne se den, klappede den så kærligt med sine små hænder, hvilket ret frydede mig i hjertet. Således gik dette første møde fortræffeligt. - »Nu kommer det an på,« sagde jeg til min pige, »om de ikke vil briste i gråd, når de ikke får lov til at komme hjem igen til den sorte pige, men ser, at de skal blive her.« Men da vi henad aften førte dem ind i deres sovekammer og var fuldt beredte på en lille grædescene, overraskedes pigen og jeg ved, at børnene alle tre blev som ellevilde af glæde og lystighed, hjalp selv med at tage deres tøj af, og da de stod i deres små, hvide natchemiser, hoppede de omkring i stuen på bare fødder, medens de små tunger i latter og lystighed pludrede en mængde engelsk, som ingen af os forstod, og så ofte vi bar dem op i sengen, hoppede de leende ned igen for at fortsætte lystigheden.
Den alvorlige Sarah Henriette, eldste av tre døtre i et illegitimt forhold mellom P. W Schousboe og Sara Haverkam på St. Croix. Etter morens død ble hun 7 år gammel sammen med søstrene brakt til København og oppfostret av den kjente skuspilleren Johanne L Heiberg, som barna etter adopsjonen fikk etternavnet til.
Sarah var ikke til at genkende; hun hoppede frem og tilbage i sengen, sang engelske folkeviser, og når visen var ude, råbte hun så højt hun kunne: »Hurra for lady Johanne!« - »Hurra for lady Johanne!« gentog de to mindre, så min pige var nærved at kvæles af latter over denne uventede scene. Og jeg lo med tårer i øjnene, gik omsider selv til ro, og i min aftenbøn takkede jeg Gud, der havde sendt mig disse tre, bad ham antage sig disse mig alt så kære børn, der som en forårsluftning, en solstråle, udbredte nyt liv i hjemmets ensomhed, - og jeg sov glad ind.
Da jeg næste morgen mødte mine tre ved frokostbordet, kom de mig alt så kærligt imøde, som om de havde kendt mig i mange år. Ved Heibergs buste stod en yndig lille buket, sammensat af blomster fra haven. Da jeg blev glad og rørt ved dette syn og spurgte, hvem der havde sat dem her, så jeg på Sarahs nedslagne øjne, at hun var giverinden. Og dette gentog hun senere dagligt. Den lille Anna klyngede sig til mig og sagde med sin noget dybe stemme: »Vil du løfte mig op til Heiberg, at jeg kan give ham et rigtigt trykkys.« - »Jeg også!« råbte Lelia; og da jeg nu gjorde dette, slyngede de deres små nøgne, varme arme om den kolde bustes hals og trykkede et hjerteligt kys på hans mund. Man vil ikke undres over, at disse børn alt havde grebet og vundet mit hjerte.
Sophus August Vilhelm Stein (29. juli 1797 i København – 14. maj 1868 sammesteds) var en dansk anatom og kirurg, far til Theobald, Valdemar og Harald Stein.
Stein studerede ved Kirurgisk Akademi, fra hvilket han blev stipendiar, samtidig med at han ansattes som kandidat ved Almindeligt Hospital, hvor han, efter 1819 at have taget kirurgisk eksamen, blev reservekirurg. Han fik 1820 embede som distriktslæge i København, og 1821 blev han bataillonskirurg.
Stein søgte imidlertid adgang til lægernes mere videnskabelige kreds, tog studentereksamen 1831 og 1832 medicinsk eksamen. Hans ikke meget store, men særdeles fremragende litterære virksomhed begyndte på denne tid. Han udgav Tabulæ anatomicæ præcipuarum humani corporis regionum, in qvibus graviores operationes chirurgicæ suscipiuntur (1831), et monumentalt tavleværk, af hvilket dog kun to hefter udkom.
Det efterfulgtes af hans disputats: De thalamo et origine nervi optici in homine et animalibus vertebratis, og kort efter begyndte han som privatdocent at undervise i anatomi i et lille lejet lokale. Begavet med et sjældent tegnetalent og et fint blik for kunst og skønhedsværdier var det naturligt, at han 1835 ansattes som professor i anatomi ved Kunstakademiet, hvad der gav Anledning til Udgivelsen af Haandbog i Menneskets Anatomi, udarbejdet m. H. t. Maler- og Billedhuggerkunsten (1840).
Til Københavns Universitet knyttedes han 1837 som docent i anatomi, blev 1844 overkirurg og året efter ordentlig professor i kirurgi, en udnævnelse, der blev kritiseret meget, da man mente, at Stein ikke var repræsentant for de moderne retninger i lægekunsten. Han viste sig imidlertid snart som en overlegen dygtighed, hvis plastiske operationer og stenknusninger skaffede ham et så stort ry, at han sammen med S.E. Larsen nævnes som grundlæggere af den danske kirurgiske skole.
Sine erfaringer publicerede han i Hospitalsmeddelelser, og som overkirurg ved Augustenborg Lasaret (1849) fik han lejlighed til at vise sin fremragende teknik. Stein oprettede 1848 det første københavnske riffelskyttekorps til hovedstadens forsvar og var nær knyttet til Skandinavismen. Han tog sin afsked fra universitetet 1854 og fra Kunstakademiet 1868. Stein blev etatsråd 1862, Ridder af Dannebrog 1840, Dannebrogsmand 1849 og kommandør 1857. Han er begravet på Holmens Kirkegård.
Der findes et maleri af David Monies 1866 (Frederiksborgmuseet). Tegning af Henrik Olrik 1865 (sammesteds) og af Th. Stein 1854. Portrætteret på Erik Henningsens maleri 1896 af Naturforskermødet i Roskilde 1847 (Københavns Universitet, Frederiksborgmuseet). Buste af Th. Stein (i marmor 1859, Frederiksborgmuseet, i gips samme år, Kirurgisk Akademi). Medaljon af samme (Kirurgisk Akademi). Bronzestatuette af samme 1897. Litografier af Edvard Fortling 1845 efter tegning af F.F. Helsted og af I.W. Tegner 1854 efter daguerreotypi. Stengravering fra Sigurd Trier 1868. Træsnit af Wilhelm Obermann 1865 efter tegning af Henrik Olrik.
Wiki
FT-1840: Bor i Krystalgade og er professor Chiurg.
FT-1845: Bor på Frederiks Hospital og er Profs.Dr.Medic.Ridder af Dannebroe,Overchirurg.
Johan Ludvig Heiberg, 14.12.1791-25.8.1860, dansk forfatter. Forældrene blev skilt 1801 efter landsforvisningen af faderen, P.A. Heiberg.
Sønnen voksede op hos en moster, 1802-04 hos familien Rahbek i Bakkehuset, og derpå mest hos moderen, Thomasine, der 1801 havde indgået ægteskab med den svenske baron C.F. Gyllembourg.
Efter at hun blev enke 1815, boede hun hos sønnen. Han færdedes som barn hjemmevant i de intellektuelle saloner, blev vekselvis rost af Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger og var den hele guldalders myndling. Som kvittering spillede han marionet og fik udgivet Marionettheater (1814) og andre ungdomsarbejder som den litterære komedie Julespøg og Nytaarsløier (1817).
Johan Ludvig Heiberg vaklede mellem matematik, medicin og digtning, men valgte at tage konferens i æstetik og skrev disputats om Pedro Calderón (1817). Han boede 1819-22 i Paris hos faderen, som måtte betale regningen for det elegante liv og de naturvidenskabelige studier. Sønnen tog sit drama Nina (1823) og inspirationen fra Eugène Scribe og det øvrige franske boulevardteater med hjem i bagagen.
Et lektorat i dansk sprog og litteratur i Kiel 1822-25 var ikke en munter oplevelse, men et møde med G.W.F. Hegel førte til studier i hans logik og filosofi og til introduktionen på dansk, Om den menneskelige Frihed (Kiel, 1824).
I 1825 ændrede Johan Ludvig Heiberg fremtiden både for sig selv og Det Kongelige Teater: Ved at skrive danske stykker i den vaudevilletradition, han kendte fra Frankrig, erobrede han scenen fra både de oversatte komedier og Adam Oehlenschlägers tunge tragedier. Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825) fik straks succes; det kunstneriske gennembrud kom med Aprilsnarrene (1826).
Vaudevillerne blev hjulpet frem af Jonas Collin, hvis meddirektør Knud Lyne Rahbek ikke stod alene med det synspunkt, at de var for tæt på gøglet og for nærgående over for moralnormerne og kendte folk. Forfatterens forsvar, Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads (1826), støttede sig til Hegel og fik kritikken til at tie.
Publikum jublede videre over de underholdende vaudeviller, som forener dialog og musik og lader personer uden romantismens splittelse mødes i en let intrige, der ofte strejfer aktuelle eller lokale forhold.
Adam Oehlenschläger måtte i konkurrencen om et royalt formælingsstykke se sig slået af Johan Ludvig Heibergs Elverhøi (1828). Dette nationalscenens festspil og hyppigst opførte stykke henter stof bl.a. fra Peder Syv og folkeviserne, med musik af Friedrich Kuhlau.
Rollen som Agnete var en kærlighedserklæring til Johanne Luise Pätges, som forfatteren blev gift med 1831. De etablerede det hjem, der i hele Norden blev mønster for smag og selskabelig tone. Johan Ludvig Heiberg blev ansat på Det Kongelige Teater 1828 og skrev bl.a. Alferne (1835) og kroningsstykket Syvsoverdag (1840).
Johan Ludvig Heibergs æstetik og stil var fransk, før han lærte filosofi hos tyskerne. Han erstattede Adam Oehlenschlägers patos og subjektive smagsdomme med en begrebsorienteret, intellektualistisk æstetik og blev højrehegelianismens første og fremmeste fortaler i Danmark.
Men hans smag var vidt forskellig fra G.W.F. Hegels. Før mesteren leverede fragmenter af en æstetik, havde Heiberg udarbejdet et kunstfilosofisk system, hvor den højeste genre var den spekulative komedie, som Johan Ludvig Heiberg selv forsøgte sig med i Fata Morgana (1836). Hvert enkelt værk skulle måles med sin genres særlige formideal. Heiberg forenede i sin æstetiske og kritiske praksis fransk klassicistisk smag og tysk idealisme.
Johan Ludvig Heiberg redigerede Kjøbenhavns Flyvende Post (1827, 1828, 1830) og Interimsblade (1834-37), der uden sidestykke var tidens mest underholdende og smagsdannende bladsucces, hvor Chr. Winther og H.C. Andersen debuterede som lyrikere, Thomasine Gyllembourg fornyede prosaen, og redaktøren publicerede sin banebrydende litteraturkritik.
Som docent ved Den Kongelige Militaire Høiskole 1830-36 søgte Johan Ludvig Heiberg på baggrund af en hegeliansk systematik at skrive pædagogiske oversigter om dansk skønlitteratur (1831) og logik (1832). Især Johan Ludvig Heibergs logiske arbejder viser, at han var andet og mere end den filosofiske amatør, som F.C. Sibbern og Søren Kierkegaard anså ham for.
Tidsskriftet Perseus formulerede programmet for en hegeliansk, spekulativ digtning (1837-38). Drejningen mod filosofi og religion blev fortsat i "Cantate ved Universitetets Reformationsfest" (1839), hvor Gud og tanken identificeres, for at blive fuldendt i hovedværket Nye Digte (1841), hvis lyriske rammedigte peger fra naturens bundethed mod åndens frihed.
Godheden, der gør denne frelse mulig, findes i samlingens episke part, "De Nygifte", mens afsløringen af samtidens åndløshed sker i den vittige apokalyptiske komedie En Sjæl efter Døden. Her var det materialistiske, liberale samfund placeret i Helvede sammen med H.C. Andersen, F.C. Sibbern og andre af digterens aversioner.
I Intelligensblade (1842-44) fortsatte Johan Ludvig Heiberg sin kritik af det borgerlige publikum, som havde båret ham. Da han efter enevældens fald blev udnævnt til statens første direktør for Det Kongelige Teater (1849-56), var han politisk konservativ og fagligt ude af trit med den institution, han selv havde moderniseret. I tidsskriftet Urania (1844-46) trak han sig tilbage til studier af stjernehimlen som udtryk for den evige orden.
Johan Ludvig Heiberg var fire årtiers smagsdommer - på scenen, i tidsskrifterne og ved middagsbordene. Han øvede også indflydelse ved at være prygelknabe, fx for St.St. Blicher og Søren Kierkegaard, og ved sine udgivelser, bl.a. af moderens hverdagshistorier og af dansk kvindesags første skrift, Mathilde Fibigers Clara Raphael (1851). Først med Georg Brandes fik Johan Ludvig Heibergs kritiske system en afløsning.
Adoptivbørn: Sarah Henriette (1853), Lelia Adela (1855), Anna Louise (1857).
Johanne Luise Heiberg, 22.11.1812-21.12.1890, skuespiller, forfatter. Johanne Luise Heiberg kom til verden i en sidebygning til Lille Ravnsborg ved Assistens kirkegård hvor forældrene holdt værtshus og dansebod. Faderen var en katolik fra Rhinlandene, moderen en jødinde fra omegnen af Frankfürt. Begge var de som en art flygtninge på romantisk vis havnet i København hvor de i deres ægteskab fik ni børn og efter bombardementet 1807, som ruinerede dem, længe kæmpede med små kår. Han var en lyrisk fantast der gerne overlod sin djærve og energiske kone at holde hjemmet oppe. Hun startede beværtninger rundt omkring i byen, averterede tyske retter og holdt middagsabonnement, blandt andet for 2. jyske regiment. Da dette 1816 fik garnison i Ålborg flyttede familien med, og her fik den næstyngste datter som kaldtes Hanne sin første danseundervisning af stabsoboist J. F. Zangenberg. Han anbefalede hende til solodanser Carl Dahlén, og da familien 1820 atter var flyttet til hovedstaden bragtes hun, otte år gammel, til Det kongelige teaters balletskole som dengang havde til huse på Hofteatret (nu Teatermuseet). Hun blev fulgt derhen af en datter af Michel Levin, "Jøden under Træet" på Dyrehavsbakken, hvor madam Pätges om sommeren havde telt, og hvor den lille Hanne fik sine første indtryk af primitiv kunst og måske ligefrem optrådte for gæsterne med den æggedans hun sammen med sin yngre søster udførte på billardbordet medens forældrene havde beværtning i Brogade.
På danseskolen gjorde Hanne gode fremskridt. Solodanserne Peter Larcher og Poul Funck indstuderede små soli med hende, og hun fik barneroller i skuespillene, fx Giovanni i Corregio (14.5.1823) hvorved teatrets instruktører lagde mærke til hendes ynde og følsomhed. På dette tidspunkt fattede en tretten år ældre mand, assistent ved det kgl. klædeoplag, J.G. Harboe (1799-1829) interesse for hende. Han havde kulturelle interesser, bragte hende bøger, læste med hende, hjalp hende økonomisk og udviklede hendes kundskaber. Hun gengældte ikke hans følelser, men han fik umådelig betydning for hende. Han viste en vej ud af det fattige og på mange måder rå miljø hun levede i.
Hendes store chance kom da hun den 12.2.1826 medvirkede ved skuespiller J.P. Frydendahls aftenunderholdning på Hofteatret. Sammen med den 40-årige C.N. Rosenkilde spillede hun Poul Martin Møllers drilske dialog Hans og Trine, en konversation på vers mellem to skolebørn i Kongens have. Johan Ludvig Heiberg var til stede for at høre en prolog han havde skrevet; han opdagede straks talentets trolddom og lod sig forestille for det mærkelige barn. Inden sæsonen var til ende havde hun spillet den første rolle han skrev for hende, Trine i Aprilsnarrene (22.4.1826) hvor Heiberg udnyttede den vibrerende dobbelthed i sindet der for altid blev et kendetegn for hendes kunst, og her blev kædet sammen med en pubertetsromantik. Hun og vaudevillen gjorde så stor lykke at hun forlod danseskolen og ansattes som "dramatisk elev" med 100 rdl. i årlig gage, men det fik betydning for hendes kunst at hun var begyndt ved balletten. Her havde hun lært sansen for det plastisk smukke.
Heibergs nye kendskab til hendes miljø inspirerede ham til Recensenten og Dyret, 1826, der foregår på Dyrehavsbakken, og hvor Det kgl. teater lejede teltet som hendes mor benyttede i kildetiden. Johanne Luise Heiberg spillede senere opvartningspigen Rose, og i de vaudeviller som fulgte var der altid en rolle som passede til hendes alder og udvikling (Christine i Et Eventyr i Rosenborg Have, Caroline i De Uadskillelige). Jomfru Pätges havde succes og ikke kun som vaudevillepige. 16 år gammel spillede hun Julie i Romeo og Julie. Hun spillede rollen på intuition, men havde selvfølgelig større forståelse af følelserne da hun gentog den i 1847 og aftvang Søren Kierkegaard både beundring og afhandlingen Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv. Også privat var hun genstand for så stor opmærksomhed at det kunne have været farligt for hendes sjælero. Hendes erotiske udstråling virkede ikke kun på scenen. Heibergs interesse for hendes talent forvandledes snart til kærlighed. Hvad Ridder Ebbesen i Elverhøj siger til Agnete som hun spillede var en indirekte kærlighedserklæring, og kort efter opførelsen af det nationale festspil (6.11.1828) friede han til hende, men fik nej.
Hendes støtte i disse forvirrende ungdomsår var teaterdirektøren Jonas Collin der blev hendes faderlige ven gennem livet. Han sørgede for at hun fik kongelig ansættelse (juli 1829) hvilket stillede hende økonomisk bedre, og han udvirkede ligeledes at hun kom bort fra de knugende forhold i hjemmet. En tid boede hun hos kunstnerparret Wexschall, hvor fruen var den senere berømte skuespiller Anna Nielsen, og da dette muntre hjem et års tid senere opløstes magede Heibergs mor, fru Gyllembourg, det sådan at Hanne tog ophold i hendes dannede og kultiverede hjem. Harboe havde - pint af sin ulykkelige kærlighed og mistænkt for underslæb - begået selvmord, og da Hannes kortvarige forlovelse med en ung skuespiller, Christopher Hvid, var hævet gled hun mere og mere hen imod den 21 år ældre Heiberg hvis autoritet hun trængte til, og hvis ridderlighed tiltalte hende.
I 1831 blev de gift og indrettede sammen med fru Gyllembourg deres hjem i Brogade nr. 3, kun få skridt fra det sted hvor Johanne Luise Heiberg havde levet en tid af sin triste barndom. Heibergs landsforviste far, P. A. Heiberg, misbilligede forbindelsen, men fru Gyllembourg beroligede ham: "For det overordentlige gælder ingen Regler." Det Heibergske hus der senere i nitten år (til 1863) var beliggende i havebygningen til Søkvæsthuset på Christianshavn blev det toneangivende mønsterhjem i en biedermeiertid hvor hjemmets kultur stod højt. Johanne Luise Heiberg var vidunderlig perfektibel som værtinde, og et genskin af den værdighed og elegance hun udstrålede på scenen tog hun med i privatlivet hvor den dannede verden lukkede sine døre op for den smukke og begavede skuespiller der besad en medfødt takt. Johanne Luise Heiberg havde altid søgt mennesker der stod over hende i dannelse og udvikling, og det fik betydning for hendes kunst. Heibergs stilidealer blev hendes, præcist fanget af Meïr Goldschmidt der i 1857 skrev: "Det, der betegner Fru Heibergs Kunstnerliv, det Princip, som hun repræsenterer i vor dramatiske Kunst, er Sandsen og Bestræbelsen for at udvikle Personligheden overensstemmende med Skjønhedens Fordringer, at tilvejebringe en ædel Harmoni, at idealisere Naturen." Selv den dannede konversationstone fra det Heibergske hjem bragte hun på scenen i den række Scribeskuespil som var teatrets store succes i disse år, og hvor Johanne Luise Heiberg var en mester i at lade ordene løbe hastigt over læberne uden at tabe nuancerne, klarheden og viddet.
Johanne Luise Heiberg var måske ikke klassisk smuk, dertil havde hendes ansigt for store træk. Men de blågrå øjne ejede en dragende magt, og de glimrede ved deres sorte indfatning som i forbindelse med øjenbrynenes mørke pile gav tindingpartiet et eget varmt præg. Dette ses smukkest på Elisabeth Jerichau-Baumanns maleri som var det Heiberg holdt mest af, mens Wilhelm Marstrands senere portræt viser eftertiden den tænksomme frue. Race og nerve prægede hendes væsen i forbindelse med spillende fantasi, en sjælens mystik der snart fik udtryk i vemod og snart i et besnærende koketteri hvormed hun ikke alene sejrede på scenen, men som også i privatlivet gjorde hende til et strålende midtpunkt i en kreds af landets fremragende mænd fra samfundets forskellige grene (Poul Martin Møller, Henrik Hertz, C.E.F. Weyse, H.C. Ørsted, C.G. Andræ, A.F. Tscherning, H. Martensen, J.N. Madvig, C.C. Hall, Th. Suhr o.fl.a.). Begavede kvinder var derimod sjældne gæster i det Heibergske hjem.
Johanne Luise Heiberg blev på scenen inkarnationen af den danske romantisme. De moderne, sammensatte karakterer fandt genklang i hendes sind fordi de var i slægt med hendes egen natur og inspireret af hendes personlighed. Dina, og Gudrun i Kjartan og Gudrun hos Oehlenschläger og Ragnhild i Hertz' Svend Dyrings Hus var som mennesker af hendes eget kød og blod. Stærke dæmoniske lidenskaber og en stærk vilje. H.C. Andersen udnyttede hendes erotiske udstråling som Cecilie i Mulatten, men ingen var i poetisk forstand inderligere knyttet til Johanne Luise Heibergs evner end Henrik Hertz der tabte sit hjerte til hende under sommeropholdet i Hørsholm 1832 hvad hans dagbog og Hirschholmdigtene med al tydelighed vidner om. Hendes romantiske glød dirrede bag Jolanthes ord i Kong Renés Datter og var nerven bag Ninons dristige spil med den unge kavaler i Hertz' kurtisanedrama. Hvor vidtspændende Johanne Luise Heiberg talent var får vi bevis for når vi ser Hertz springe fra de romantiske passioner og benytte hendes lune og sans for det borgerligt nette i poetisk belysning til forskellige ungpigetyper fra voldenes tid som Julie i Flyttedagen, Petrea i Debatten i Politivennen, og først og fremmest Antonie i Sparekassen.
Også for Heiberg var hun livet igennem muse og tolk. "Alle mine Digterværker er jo ikke andet end Kærlighedserklæringer til Dig" sagde han engang. Hendes alfetro inspirerede ham til Alferne hvor hun spillede Marie, og som Sophie i Nei! lod han hende glimre ved evnen til repliknuancering, her af et enkelt ord. Hendes charme spillede han på, da han skrev Juliette i De Danske i Paris til hende og lod hele København falde i svime over fruens nette skikkelse i drengekostume. Det førte til en række bukseroller, hos Oehlenschläger Den lille Skuespiller, hos Fr. Paludan-Müller Fyrste og Page og hos Hertz Den Yngste. Som den mest berømte bør nævnes Viola (Helligtrekongersaften)af Shakespeare i hvis lystspil hun med virtuositet spillede flere unge kvinder på den fine grænse mellem det muntre og det lyriske, men rigtignok i Sille Beyers beskårne og "idealiserede" udgaver. Enkelte mimiske roller mindede om hendes udspring fra balletten: Fenella i Den Stumme i Portici hvortil hun gjorde studier på Døvstummeinstituttet, Nina i Bournonvilles ballet af samme navn og Engelke i Holbergs Barselsstuen. Hendes store Holbergtriumf var dog Den Vægelsindede hvor det lykkedes hende at give komikken en psykologisk resonans. Hos Carsten Hauch var hun Johanna i Søstrene paa Kinnekullen, og hos C. Hostrup den jyske Johanne i Eventyr paa Fodrejsen hvor det dog kneb med dialekten.
Johanne Luise Heiberg personificerede tidens interesse for det dæmoniske som betød et dyk ned i underbevidstheden hvor farlige kræfter huserede, ikke mindst af erotisk og seksuel karakter. Men Johanne Luise Heiberg tindrede også på overfladen som en underdejlig comedienne. Svagest var hun i tragedien, stærkest hvor erotik, åndsoverlegenhed og spillende vid dannede understrømmen i stemmens sølvklang, og højdepunktet i hendes kunst var det glødende samspil med Michael Wiehe som er blevet en myte i dansk teaterhistorie. Heibergs overtagelse af teatrets ledelse som enedirektør i 1849 vanskeliggjorde naturligt nok Johanne Luise Heibergs stilling. Hun havde hidtil været publikums særlige yndling og gennem årene modtaget en usædvanlig hyldest. Begejstrede tilskuere trak hendes vogn hjem efter "Dina", og studenterne bragte hende et fakkeltog da hun fyldte 30. Men beundringen isprængtes nu hadefulde angreb der vel sigtede på Heiberg, men også ramte hende. Hun var ham en loyal og glimrende medarbejder, ikke mindst i sæsonen 1855-56 da oppositionens hovedmand Frederik Høedt med hvem hun havde spillet Ophelia i Hamlet, i forbindelse med Michael Wiehe brød ud og tog engagement hos H.W. Lange der med kongens beskyttelse etablerede en for statsscenen farlig konkurrence på Hofteatret. Der var personlige uoverensstemmelser mellem parterne, men bagved lå også en kunstnerisk kamp hvor folkene på Hofteatret stred for en ny realisme i kunsten.
Johanne Luise Heiberg fulgte sin mand da han som svar på Hofteatersæsonen nedlagde styret på Kongens nytorv idet hun 1858 efter en orlov tog afsked i en klogt formet offentlig takkeskrivelse. Men da Heibergs efterfølgere var fjernet genoptrådte hun (5.10.1859), indtrængende opfordret dertil af kultusminister D.G. Monrad, i en af sine glansroller, Lady Teazle i Bagtalelsens Skole, hilst af publikum med overvældende gensynsglæde. Hendes sidste teaterår formørkedes dog af Heibergs død (1860), og hun udførte kun få nye roller. Blandt de væsentlige er hendes nytolkning af Lady Macbeth som hun gjorde forførende kvindelig, og gav lidenskab, dæmoni og frelsemulighed til sidst.
Men Johanne Luise Heiberg var træt. Hun havde været guldaldertidens store erotiske primadonna. Hver gang hun optrådte fortalte hun nyt om kvindesindet, men som det ofte går netop denne skuespillertype formåede heller ikke hun at gå over i det ældre rollefag. Hendes styrke var en ungpigecharme og dernæst den modne kvindes udstråling. Da alderen blev for nærgående trak hun sig tilbage. En ældre Johanne Luise Heiberg skulle ikke have lov at fordunkle mindet om den strålende Heiberg der havde været en hel tidsalders muse. Ingen kendte hendes beslutning da hun optrådte sidste gang 2.6.1864 som Elisabeth i Elverhøj. På denne stilfærdige måde sluttede hendes rige kunstnerliv der havde omfattet ca. 275 roller.
Fra 1867-1874 virkede Johanne Luise Heiberg som sceneinstruktør, men hun rejste til Italien da den gamle teaterbygning stod for fald. Hun så med en vis skepsis på fremtiden og indsendte 1875 sin afskedsansøgning fra Rom. Hendes indsats i disse sæsoner blev meget forskelligt bedømt. Bournonville forundrede sig over at se den berømte skuespiller "nu som en gammel Kone gaa omkring og kommandere med en Embedsmine og en Stemme, der intet havde tilbage af det Trylleri, som i en tidligere Periode havde henrevet Kunstens Venner. To Ting havde hun imidlertid beholdt fra sine Velmagtsdage, nemlig sin Protektionslyst og sine udprægede Antipatier". Høedts elever, for eksempel Josephine Eckardt og Betty Hennings, fandt ikke nåde for hendes øjne, medens Emil Poulsen, hvis første skridt hun ledede, beundrede hende. Hun gik ikke af vejen for at ændre stykkerne i etisk retning, og hendes ideal var stadig at skabe en harmoni på scenen som kunne forplante sig til tilskuerne.
Særlige evner som instruktør besad hun næppe, men derimod smag og scenisk erfaring, og det tjener hende til ære at hun indførte Bjørnstjerne Bjørnson med De Nygifte og Maria Stuart i Skotland og Henrik Ibsen med De Unges Forbund og Kongsemnerne. Derved fornyede hun repertoiret og sonede Heibergs afvisning af disse dramatikere. Til tak skrev Ibsen 1871 sit "Rimbrev" som måske er det smukkeste digteriske mindesmærke over hendes kunst. Allerede i 1840'erne skrev Johanne Luise Heiberg anonyme bladartikler. De er myndige og dygtige når hun behandler skuespilkunst, men kan nærme sig det bornerte om andre emner som når hun fx skriver Om Husvæsenet og Pigebørns Opdragelse (i Ugentlige Blade, 1859). Hun havde tillige succes på teatret med sine "duftvaudeviller" En Søndag paa Amager, 1848, Abekatten, 1849 og En Sommeraften, 1853.
Efter Heibergs død sluttede hun et tæt venskabsforhold med ministeren A.F. Krieger, og en tredive år lang brevveksling mellem de to viser os den private Johanne Luise Heiberg med skarpe og begavede meninger. Disse breve fortæller også noget om de indre kampe hun har været igennem. Hendes natur er blevet bestemt som splittet, men sagen er måske snarere den at hendes lidenskaber stødte an mod samfundets konventioner og derfor blev holdt i tømme. Ånden prioriteredes højest i 1800-årenes borgerlige Danmark, og samtidig med at Johanne Luise Heiberg blev den feterede skuespiller og en idealperson uden for scenen betalte hun også en pris. Med sin stærke vilje gennemførte hun kampen for at neddæmpe følelser og lidenskaber, og det noget strenge og dømmende der kunne være i hendes væsen kan ses som et resultat af den position samfundet tvang hende over i.
Som ung lærte Johanne Luise Heiberg uden tvivl meget af fru Gyllembourgs kloge og humane følsomhed og af Heibergs overlegne intelligens og kundskabsfylde, men det krævede ofre af den purunge pige at stemme sit sind efter tonen i det Heibergske hjem hvor ånd var nøgleordet. Lidenskaberne levede hun ud på scenen. En række privatbreve, offentliggjort i løbet af de sidste 50 år, viser os en anden Johanne Luise Heiberg end den feterede skuespiller. Mest gribende er brevene til ægtefællen fra somrene 1854 og 1855 hvor Johanne Luise Heiberg var på baderejse i Tyskland. Her kommer vi tæt på ægteskabet, og brevene viser med al tydelighed hvordan hun med sit varme og stærke sind ikke altid havde det let med den mere kølige Heiberg. Krieger udgav Heibergs samlede værker, og for indtægten byggede Johanne Luise Heiberg sin villa i Rosenvænget hvor hun boede til 1875. Hjulpet af A.G.Ø. Hauch udgav hun 1882 Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En Beretning, støttet paa efterladte Breve, et førstehånds kildeskrift som giver et indblik i den skilsmissehistorie som i århundredets begyndelse havde optaget København så stærkt.
Allerede i 1866 havde hun givet en pietetsfuld skildring af fru Gyllembourg i sine samlede skrifter. Men Johanne Luise Heibergs litterære hovedværk blev memoirerne Et Liv, gjenoplevet i Erindringen. Hun var begyndt at nedskrive sine erindringer i de vanskelige teaterår omkring 1855 "for at adsprede mit Sind fra en stille og nagende Smerte", og det var først meningen at memoireværket kun skulle omfatte en skildring af barndom og ungdom. Senere ændrede hun beslutning, ikke mindst på grund af Edvard Brandes' artikler om dansk teater hvori Johanne Luise Heiberg så en påvirkning fra Høedt. Det blev hendes hovedformål ikke alene at forsvare Heiberg, men at rejse ham et æresminde. Til udgiver valgte hun efter Kriegers råd rigsarkivar A.D. Jørgensen der 1891, året efter hendes død, udsendte de to første bind og næste år de to sidste. Intet memoireværk herhjemme har vakt større opsigt og fremkaldt en lignende storm af protester, og det til trods for at en del af stoffet var udeladt og først kom med i variantapparatet til den videnskabelige udgave 1944. A.D. Jørgensen søgte af afparere protesterne, men nægtes kan det ikke at fremstillingen er både subjektiv og farvet. Som kildeskrift må det benyttes med varsomhed, men det forhindrer ikke at værket giver et meget spændende billede af tiden, og mens hendes ydmyge tone og trang til at drapere sig selv irriterer mange, besejres andre af hendes væsens magt som også kommer til udtryk gennem denne bog. Den er stadig i stand til at vække diskussion og har bevaret sin centrale plads i vor memoirelitteratur som et vidnesbyrd om en af århundredets mest fremragende og bedst begavede personligheder. Skrevet på et hovedsprog ville Et Liv gjenoplevet i Erindringen være blevet en international kilde til vor viden om skuespillernes kunst. Hendes iagttagelser af og refleksioner over sin kunst er fremragende.
Efter Heibergs død søgte hun at udfylde savnet af moderglæden ved at påtage sig opdragelsen af tre forældreløse piger som hun modtog gennem en søster til Harboe. Ud fra sit religiøse sind rakte hun på denne måde en forsonende hånd til vennen i den fjerne ungdomstid hvis betydning for hende livet havde lært hende at forstå. Hædret som det største sceniske navn i Norden døde Johanne Luise Heiberg tæt ind under jul 1890 i sit hjem i Gothersgade 160 ved dronning Louises bro. Ved teatrets mindefest den 4.1.1891 sagde Betty Hennings som Fantasus i "Syvsoverdag" en prolog og en epilog af Carl Ploug. På 80-årsdagen for Johanne Luise Heibergs fødsel afsløredes i Det kgl. teaters tilskuerfoyer V. Bissens statue som er en kopi af H. V. Bissens statue der gik til grunde ved Christiansborgs brand 1884.
Johanne Luise Heiberg blev født i Kbh. (Petri), død sst. (Frue), begravet sst. (Holmens). Forældre: vintapper, traktør Christian Heinrich Pätges (1777-1834) og Henriette Hartwig (også kaldet Hirschborn eller Amsterdam) (ca. 1780-1861). Gift 31.7.1831 i Slangerup med forfatter Johan Ludvig Heiberg, født 14.12.1791 i Kbh. (Nic), død 25.8.1860 på Bonderup ved Ringsted, s. af forfatter P.A. Heiberg (1758-1841) og Thomasine Buntzen (Thomasine Gyllembourg, 1773-1856).
Adopteret.
Hun og hendes to søstre var født i et "illegitimt" forhold på St. Croix (Dansk Vestindia). De mistet deres mor i 1858 og blev i 1861 taget hånd om af den kendte skuespiller Johanne Luise Heiberg (1812-1890) som netop havde mistet sin mand (Johan Ludvig Heiberg). Året efter blev de tre børn adoptert af hende.
Om hun fik faderens efternavn Schousboe eller morens efternavn Haverkan, er uvist.
"Dansk kaptajn. I folketellingen 1850 for St. Croix er det registret en "P W Schousboe, købmand, gift, 40 år bosat i Frederikssted".
Uddrag fra Johanne Luise Heiberg: "Et liv genoplevet i erindringen" Bind IV, 1856-82 om da Sarah og søstrene kom for oppfostring:
I samtalens gang sagde hun: »Også jeg er i dag ganske bedrøvet ved tanken om tre stakkels småpigers skæbne ovre i Vestindien, som har mistet deres moder, en stakkels kvinde, der i sin tid blev svigtet og forladt af en mand, som er disse børns fader, men som selv nu er så svagelig, at han kan dø, hvad øjeblik det skal være. Falder han også fra, hvad bliver der da af disse tre stakkels børn? Han er dansk, og en ven af ham her fortalte mig, at han agtede at sætte dem i kost et steds her i landet, men dør han, og hans understøttelse til dem falder bort, hvor skal da de arme børn hen?« Hun vedblev: »Jeg har aldrig kendt moderen, men hun roses meget; faderen har jeg set nogle gange hos hans ven, når han på gennemrejse til England besøgte ham. Den ældste pige skal være 7 år, så kommer en på 5 og en på 4 år. Disse børns skæbne kan jeg ikke få ud af mine tanker.«
----
Den 18de maj om eftermiddagen i et dejligt solskin kom børnene ind ad døren, ledsaget af deres faders ven. Med lynets hurtighed kastede jeg mine øjne på disse tre, der herefter skulle være bundne til mig. At de var hvide og ikke »sorte« samt blonde af hårfarve, beroligede mig straks. Jeg havde bedt deres fader om at sende deres dåbsattester med, disse blev mig nu overleveret, og her erfarede jeg for første gang, at den ældste hed Sarah, den næste Lelia og den yngste Anna. Som tre forknytte, forpjuskede fugle krøb de små stakler sammen ved døren. Den ældste slyngede sine arme beskyttende om de to mindre; den lille Lelia så ud som et lille vissent, bøjet strå, bleg og sart. Senere hørte jeg, at hun nylig havde gennemgået en svær sygdom.Den lille Anna så lidt mørk ud, og derfor tiltalte jeg hende først: »Kom du kun hen til mig, min lille Anna!« Jeg satte hende på mit skød og søgte at formilde hendes noget trodsige mine, hvilket hurtigt lykkedes mig. Til den ældste, Sarah, der syntes mig at se noget sværmerisk ud, sagde jeg: "Du holder vist af blomster; gå hen ved havedøren og se ud, så skal du se, hvor mange dejlige der står derude.« Tavs tog hun Lelia ved hånden, og de lod til at have stor glæde af at betragte alt i haven, medens jeg, så godt jeg kunne, fortsatte min samtale med Anna på engelsk, som jeg havde lagt mig lidt efter, da de kun talte dette sprog. Anna og jeg blev meget hurtigt gode venner, og jeg så, at smilet klædte det lille ansigt langt bedre end det alvorlige, trodsige udtryk.
Efter en halv times tid forlod deres ledsager os, idet han sagde til mig: »Jeg tror vist, at det er gode og intelligente børn, så vidt jeg i disse dage har kunnet bemærke, [så jeg håber, at De ikke vil komme til at fortryde, at De har antaget Dem disse moderløse og,« tilføjede han med et suk, »tildels også faderløse børn.«]
Efter hans bortgang gik vi nu alle ned i haven, der lod til at glæde børnene, så de hurtigt blev fri og ugenerte. Jeg fortalte dem nu, at jeg hed Johanne, og bad dem kalde mig således. (Jeg vovede endnu ikke at tilegne mig det betydningsfulde navn moder.) Plukkede jeg en blomst og rakte dem, kom de lidt efter hen og sagde: »Nej, den skal lady Johanne have.« Da vi atter stod oppe i værelserne, førte jeg dem hen til Heibergs buste og fortalte dem, at med denne mand, der hed Johan Ludvig Heiberg, havde jeg i mange år været forenet, at han havde været så god, og at jeg holdt så meget af ham, men at han nu var død. De så med stor opmærksomhed på busten, og den lille Anna, som jeg havde løftet op på armen, for at hun bedre kunne se den, klappede den så kærligt med sine små hænder, hvilket ret frydede mig i hjertet. Således gik dette første møde fortræffeligt. - »Nu kommer det an på,« sagde jeg til min pige, »om de ikke vil briste i gråd, når de ikke får lov til at komme hjem igen til den sorte pige, men ser, at de skal blive her.« Men da vi henad aften førte dem ind i deres sovekammer og var fuldt beredte på en lille grædescene, overraskedes pigen og jeg ved, at børnene alle tre blev som ellevilde af glæde og lystighed, hjalp selv med at tage deres tøj af, og da de stod i deres små, hvide natchemiser, hoppede de omkring i stuen på bare fødder, medens de små tunger i latter og lystighed pludrede en mængde engelsk, som ingen af os forstod, og så ofte vi bar dem op i sengen, hoppede de leende ned igen for at fortsætte lystigheden.
Den alvorlige Sarah Henriette, eldste av tre døtre i et illegitimt forhold mellom P. W Schousboe og Sara Haverkam på St. Croix. Etter morens død ble hun 7 år gammel sammen med søstrene brakt til København og oppfostret av den kjente skuspilleren Johanne L Heiberg, som barna etter adopsjonen fikk etternavnet til.
Sarah var ikke til at genkende; hun hoppede frem og tilbage i sengen, sang engelske folkeviser, og når visen var ude, råbte hun så højt hun kunne: »Hurra for lady Johanne!« - »Hurra for lady Johanne!« gentog de to mindre, så min pige var nærved at kvæles af latter over denne uventede scene. Og jeg lo med tårer i øjnene, gik omsider selv til ro, og i min aftenbøn takkede jeg Gud, der havde sendt mig disse tre, bad ham antage sig disse mig alt så kære børn, der som en forårsluftning, en solstråle, udbredte nyt liv i hjemmets ensomhed, - og jeg sov glad ind.
Da jeg næste morgen mødte mine tre ved frokostbordet, kom de mig alt så kærligt imøde, som om de havde kendt mig i mange år. Ved Heibergs buste stod en yndig lille buket, sammensat af blomster fra haven. Da jeg blev glad og rørt ved dette syn og spurgte, hvem der havde sat dem her, så jeg på Sarahs nedslagne øjne, at hun var giverinden. Og dette gentog hun senere dagligt. Den lille Anna klyngede sig til mig og sagde med sin noget dybe stemme: »Vil du løfte mig op til Heiberg, at jeg kan give ham et rigtigt trykkys.« - »Jeg også!« råbte Lelia; og da jeg nu gjorde dette, slyngede de deres små nøgne, varme arme om den kolde bustes hals og trykkede et hjerteligt kys på hans mund. Man vil ikke undres over, at disse børn alt havde grebet og vundet mit hjerte.
Adopteret.
Hun og hendes to søstre var født i et "illegitimt" forhold på St. Croix (Dansk Vestindia). De mistet deres mor i 1858 og blev i 1861 taget hånd om af den kendte skuespiller Johanne Luise Heiberg (1812-1890) som netop havde mistet sin mand (Johan Ludvig Heiberg). Året efter blev de tre børn adoptert af hende.
Om hun fik faderens efternavn Schousboe eller morens efternavn Haverkan, er uvist.
"Dansk kaptajn. I folketellingen 1850 for St. Croix er det registret en "P W Schousboe, købmand, gift, 40 år bosat i Frederikssted".
Uddrag fra Johanne Luise Heiberg: "Et liv genoplevet i erindringen" Bind IV, 1856-82 om da Sarah og søstrene kom for oppfostring:
I samtalens gang sagde hun: »Også jeg er i dag ganske bedrøvet ved tanken om tre stakkels småpigers skæbne ovre i Vestindien, som har mistet deres moder, en stakkels kvinde, der i sin tid blev svigtet og forladt af en mand, som er disse børns fader, men som selv nu er så svagelig, at han kan dø, hvad øjeblik det skal være. Falder han også fra, hvad bliver der da af disse tre stakkels børn? Han er dansk, og en ven af ham her fortalte mig, at han agtede at sætte dem i kost et steds her i landet, men dør han, og hans understøttelse til dem falder bort, hvor skal da de arme børn hen?« Hun vedblev: »Jeg har aldrig kendt moderen, men hun roses meget; faderen har jeg set nogle gange hos hans ven, når han på gennemrejse til England besøgte ham. Den ældste pige skal være 7 år, så kommer en på 5 og en på 4 år. Disse børns skæbne kan jeg ikke få ud af mine tanker.«
----
Den 18de maj om eftermiddagen i et dejligt solskin kom børnene ind ad døren, ledsaget af deres faders ven. Med lynets hurtighed kastede jeg mine øjne på disse tre, der herefter skulle være bundne til mig. At de var hvide og ikke »sorte« samt blonde af hårfarve, beroligede mig straks. Jeg havde bedt deres fader om at sende deres dåbsattester med, disse blev mig nu overleveret, og her erfarede jeg for første gang, at den ældste hed Sarah, den næste Lelia og den yngste Anna. Som tre forknytte, forpjuskede fugle krøb de små stakler sammen ved døren. Den ældste slyngede sine arme beskyttende om de to mindre; den lille Lelia så ud som et lille vissent, bøjet strå, bleg og sart. Senere hørte jeg, at hun nylig havde gennemgået en svær sygdom.Den lille Anna så lidt mørk ud, og derfor tiltalte jeg hende først: »Kom du kun hen til mig, min lille Anna!« Jeg satte hende på mit skød og søgte at formilde hendes noget trodsige mine, hvilket hurtigt lykkedes mig. Til den ældste, Sarah, der syntes mig at se noget sværmerisk ud, sagde jeg: "Du holder vist af blomster; gå hen ved havedøren og se ud, så skal du se, hvor mange dejlige der står derude.« Tavs tog hun Lelia ved hånden, og de lod til at have stor glæde af at betragte alt i haven, medens jeg, så godt jeg kunne, fortsatte min samtale med Anna på engelsk, som jeg havde lagt mig lidt efter, da de kun talte dette sprog. Anna og jeg blev meget hurtigt gode venner, og jeg så, at smilet klædte det lille ansigt langt bedre end det alvorlige, trodsige udtryk.
Efter en halv times tid forlod deres ledsager os, idet han sagde til mig: »Jeg tror vist, at det er gode og intelligente børn, så vidt jeg i disse dage har kunnet bemærke, [så jeg håber, at De ikke vil komme til at fortryde, at De har antaget Dem disse moderløse og,« tilføjede han med et suk, »tildels også faderløse børn.«]
Efter hans bortgang gik vi nu alle ned i haven, der lod til at glæde børnene, så de hurtigt blev fri og ugenerte. Jeg fortalte dem nu, at jeg hed Johanne, og bad dem kalde mig således. (Jeg vovede endnu ikke at tilegne mig det betydningsfulde navn moder.) Plukkede jeg en blomst og rakte dem, kom de lidt efter hen og sagde: »Nej, den skal lady Johanne have.« Da vi atter stod oppe i værelserne, førte jeg dem hen til Heibergs buste og fortalte dem, at med denne mand, der hed Johan Ludvig Heiberg, havde jeg i mange år været forenet, at han havde været så god, og at jeg holdt så meget af ham, men at han nu var død. De så med stor opmærksomhed på busten, og den lille Anna, som jeg havde løftet op på armen, for at hun bedre kunne se den, klappede den så kærligt med sine små hænder, hvilket ret frydede mig i hjertet. Således gik dette første møde fortræffeligt. - »Nu kommer det an på,« sagde jeg til min pige, »om de ikke vil briste i gråd, når de ikke får lov til at komme hjem igen til den sorte pige, men ser, at de skal blive her.« Men da vi henad aften førte dem ind i deres sovekammer og var fuldt beredte på en lille grædescene, overraskedes pigen og jeg ved, at børnene alle tre blev som ellevilde af glæde og lystighed, hjalp selv med at tage deres tøj af, og da de stod i deres små, hvide natchemiser, hoppede de omkring i stuen på bare fødder, medens de små tunger i latter og lystighed pludrede en mængde engelsk, som ingen af os forstod, og så ofte vi bar dem op i sengen, hoppede de leende ned igen for at fortsætte lystigheden.
Den alvorlige Sarah Henriette, eldste av tre døtre i et illegitimt forhold mellom P. W Schousboe og Sara Haverkam på St. Croix. Etter morens død ble hun 7 år gammel sammen med søstrene brakt til København og oppfostret av den kjente skuspilleren Johanne L Heiberg, som barna etter adopsjonen fikk etternavnet til.
Sarah var ikke til at genkende; hun hoppede frem og tilbage i sengen, sang engelske folkeviser, og når visen var ude, råbte hun så højt hun kunne: »Hurra for lady Johanne!« - »Hurra for lady Johanne!« gentog de to mindre, så min pige var nærved at kvæles af latter over denne uventede scene. Og jeg lo med tårer i øjnene, gik omsider selv til ro, og i min aftenbøn takkede jeg Gud, der havde sendt mig disse tre, bad ham antage sig disse mig alt så kære børn, der som en forårsluftning, en solstråle, udbredte nyt liv i hjemmets ensomhed, - og jeg sov glad ind.
Da jeg næste morgen mødte mine tre ved frokostbordet, kom de mig alt så kærligt imøde, som om de havde kendt mig i mange år. Ved Heibergs buste stod en yndig lille buket, sammensat af blomster fra haven. Da jeg blev glad og rørt ved dette syn og spurgte, hvem der havde sat dem her, så jeg på Sarahs nedslagne øjne, at hun var giverinden. Og dette gentog hun senere dagligt. Den lille Anna klyngede sig til mig og sagde med sin noget dybe stemme: »Vil du løfte mig op til Heiberg, at jeg kan give ham et rigtigt trykkys.« - »Jeg også!« råbte Lelia; og da jeg nu gjorde dette, slyngede de deres små nøgne, varme arme om den kolde bustes hals og trykkede et hjerteligt kys på hans mund. Man vil ikke undres over, at disse børn alt havde grebet og vundet mit hjerte.
Adopteret.
Hun og hendes to søstre var født i et "illegitimt" forhold på St. Croix (Dansk Vestindia). De mistet deres mor i 1858 og blev i 1861 taget hånd om af den kendte skuespiller Johanne Luise Heiberg (1812-1890) som netop havde mistet sin mand (Johan Ludvig Heiberg). Året efter blev de tre børn adoptert af hende.
Om hun fik faderens efternavn Schousboe eller morens efternavn Haverkan, er uvist.
"Dansk kaptajn. I folketellingen 1850 for St. Croix er det registret en "P W Schousboe, købmand, gift, 40 år bosat i Frederikssted".
Uddrag fra Johanne Luise Heiberg: "Et liv genoplevet i erindringen" Bind IV, 1856-82 om da Sarah og søstrene kom for oppfostring:I samtalens gang sagde hun: »Også jeg er i dag ganske bedrøvet ved tanken om tre stakkels småpigers skæbne ovre i Vestindien, som har mistet deres moder, en stakkels kvinde, der i sin tid blev svigtet og forladt af en mand, som er disse børns fader, men som selv nu er så svagelig, at han kan dø, hvad øjeblik det skal være. Falder han også fra, hvad bliver der da af disse tre stakkels børn? Han er dansk, og en ven af ham her fortalte mig, at han agtede at sætte dem i kost et steds her i landet, men dør han, og hans understøttelse til dem falder bort, hvor skal da de arme børn hen?« Hun vedblev: »Jeg har aldrig kendt moderen, men hun roses meget; faderen har jeg set nogle gange hos hans ven, når han på gennemrejse til England besøgte ham. Den ældste pige skal være 7 år, så kommer en på 5 og en på 4 år. Disse børns skæbne kan jeg ikke få ud af mine tanker.«
----
Den 18de maj om eftermiddagen i et dejligt solskin kom børnene ind ad døren, ledsaget af deres faders ven. Med lynets hurtighed kastede jeg mine øjne på disse tre, der herefter skulle være bundne til mig. At de var hvide og ikke »sorte« samt blonde af hårfarve, beroligede mig straks. Jeg havde bedt deres fader om at sende deres dåbsattester med, disse blev mig nu overleveret, og her erfarede jeg for første gang, at den ældste hed Sarah, den næste Lelia og den yngste Anna. Som tre forknytte, forpjuskede fugle krøb de små stakler sammen ved døren. Den ældste slyngede sine arme beskyttende om de to mindre; den lille Lelia så ud som et lille vissent, bøjet strå, bleg og sart. Senere hørte jeg, at hun nylig havde gennemgået en svær sygdom.Den lille Anna så lidt mørk ud, og derfor tiltalte jeg hende først: »Kom du kun hen til mig, min lille Anna!« Jeg satte hende på mit skød og søgte at formilde hendes noget trodsige mine, hvilket hurtigt lykkedes mig. Til den ældste, Sarah, der syntes mig at se noget sværmerisk ud, sagde jeg: "Du holder vist af blomster; gå hen ved havedøren og se ud, så skal du se, hvor mange dejlige der står derude.« Tavs tog hun Lelia ved hånden, og de lod til at have stor glæde af at betragte alt i haven, medens jeg, så godt jeg kunne, fortsatte min samtale med Anna på engelsk, som jeg havde lagt mig lidt efter, da de kun talte dette sprog. Anna og jeg blev meget hurtigt gode venner, og jeg så, at smilet klædte det lille ansigt langt bedre end det alvorlige, trodsige udtryk.
Efter en halv times tid forlod deres ledsager os, idet han sagde til mig: »Jeg tror vist, at det er gode og intelligente børn, så vidt jeg i disse dage har kunnet bemærke, [så jeg håber, at De ikke vil komme til at fortryde, at De har antaget Dem disse moderløse og,« tilføjede han med et suk, »tildels også faderløse børn.«]
Efter hans bortgang gik vi nu alle ned i haven, der lod til at glæde børnene, så de hurtigt blev fri og ugenerte. Jeg fortalte dem nu, at jeg hed Johanne, og bad dem kalde mig således. (Jeg vovede endnu ikke at tilegne mig det betydningsfulde navn moder.) Plukkede jeg en blomst og rakte dem, kom de lidt efter hen og sagde: »Nej, den skal lady Johanne have.« Da vi atter stod oppe i værelserne, førte jeg dem hen til Heibergs buste og fortalte dem, at med denne mand, der hed Johan Ludvig Heiberg, havde jeg i mange år været forenet, at han havde været så god, og at jeg holdt så meget af ham, men at han nu var død. De så med stor opmærksomhed på busten, og den lille Anna, som jeg havde løftet op på armen, for at hun bedre kunne se den, klappede den så kærligt med sine små hænder, hvilket ret frydede mig i hjertet. Således gik dette første møde fortræffeligt. - »Nu kommer det an på,« sagde jeg til min pige, »om de ikke vil briste i gråd, når de ikke får lov til at komme hjem igen til den sorte pige, men ser, at de skal blive her.« Men da vi henad aften førte dem ind i deres sovekammer og var fuldt beredte på en lille grædescene, overraskedes pigen og jeg ved, at børnene alle tre blev som ellevilde af glæde og lystighed, hjalp selv med at tage deres tøj af, og da de stod i deres små, hvide natchemiser, hoppede de omkring i stuen på bare fødder, medens de små tunger i latter og lystighed pludrede en mængde engelsk, som ingen af os forstod, og så ofte vi bar dem op i sengen, hoppede de leende ned igen for at fortsætte lystigheden.
Den alvorlige Sarah Henriette, eldste av tre døtre i et illegitimt forhold mellom P. W Schousboe og Sara Haverkam på St. Croix. Etter morens død ble hun 7 år gammel sammen med søstrene brakt til København og oppfostret av den kjente skuspilleren Johanne L Heiberg, som barna etter adopsjonen fikk etternavnet til.
Sarah var ikke til at genkende; hun hoppede frem og tilbage i sengen, sang engelske folkeviser, og når visen var ude, råbte hun så højt hun kunne: »Hurra for lady Johanne!« - »Hurra for lady Johanne!« gentog de to mindre, så min pige var nærved at kvæles af latter over denne uventede scene. Og jeg lo med tårer i øjnene, gik omsider selv til ro, og i min aftenbøn takkede jeg Gud, der havde sendt mig disse tre, bad ham antage sig disse mig alt så kære børn, der som en forårsluftning, en solstråle, udbredte nyt liv i hjemmets ensomhed, - og jeg sov glad ind.
Da jeg næste morgen mødte mine tre ved frokostbordet, kom de mig alt så kærligt imøde, som om de havde kendt mig i mange år. Ved Heibergs buste stod en yndig lille buket, sammensat af blomster fra haven. Da jeg blev glad og rørt ved dette syn og spurgte, hvem der havde sat dem her, så jeg på Sarahs nedslagne øjne, at hun var giverinden. Og dette gentog hun senere dagligt. Den lille Anna klyngede sig til mig og sagde med sin noget dybe stemme: »Vil du løfte mig op til Heiberg, at jeg kan give ham et rigtigt trykkys.« - »Jeg også!« råbte Lelia; og da jeg nu gjorde dette, slyngede de deres små nøgne, varme arme om den kolde bustes hals og trykkede et hjerteligt kys på hans mund. Man vil ikke undres over, at disse børn alt havde grebet og vundet mit hjerte.
Gebhard Valentin Kaas af Mur til Stamhuset Nedergaard
Stamhuset Nedergaard (00-00-1xxx - x. Besidder)