Fabrikant og grosserer i chokoladevarer på Tønder Chokoladefabrik.
Da Johannes Schlüter og Johannes Paysen den 1. februar 1923 grundlagde deres firma i lejede lokaler i Popsensgade i Tønder, var det under meget små og beskedne forhold. Virksomheden startedes som fabrik og en gros forretning i chokoladevarer.
Efter et par års samarbejde fratrådte Paysen efter venskabelig overenskomst, og firmaet fortsatte med Johannes Schlüter som eneindehaver. Samtidig hermed oprettedes en butiksforretning i Vestergade.
Forretningen fik efterhånden en stor kundekreds, og allerede i 1931 måtte virksomheden flyttes til egne, nyopførte, lyse og moderne lokaler i Strucks Alle 39. Her blev der rigtig taget fat på udvidelsen af hele forretningen, ikke blot i chokolade- og sukkervarebranchen, men efterhånden optoges også andre varer såvel i egen en gros forretning som i agentur og kommission. Således repræsenterer Johannes Schlüter i dag (1934) flere af landets største og bedste firmaer i levnedsmiddelbranchen.
Der beskærtiges nu seks mand, og handelen foregår over hele Sønderjyllands Vestkyst, hvor der hver dag løber tre egne biler i faste ruter.Foruden salget i chokolade og sukkervarer havde firmaet en stadig voksende omsætning i bageriartikler, kolonialvarer, sydfrugter, grøntsager og konserves, således at en ny udvidelse var påkrævet, og som følge deraf agtede man i 1934 at opføre nye, endnu større lagerlokaler.
Johannes Schlüter, der blev født den 16. januar 1899 i Tønder, blev oplært i kolonialbranchen hos Peter Sørensen, Tønder. Efter at have deltaget i Verdenskrigen besøgte han Handelsskolen i Flensborg og har derefter erhvervet sig yderligere kundskaber i sin branche både i Tyskland og Danmark.[Dansk Handel og Industri, bind 4, side D10 - D11 (1935)]
Søn af fabrikant og grosserer i chokoladevarer på Tønder Chokoladefabrik, Johannes Valdemar Schlüter og hustru Else Katrine Holmskov.
Efter studier på Aarhus Universitet og Københavns Universitet blev Poul Schlüter cand.jur. og efterfølgende advokat i 1960.
Statsminister 1982-1993.
Fra Berlingske Tidende i anledningen af hans 90-års fødselsdag:
Da det borgerlige Danmark overraskende fik magten forærende i 1982, skulle Venstre og Konservative finde ud af, hvem der skulle have nøglerne til Statsministeriet. Poul Schlüter besluttede at tage sin cykel og sætte kursen mod Søllerød, hvor Venstres formand, Henning Christophersen, boede. Det var en god lang tur, for Schlüter boede på det tidspunkt i Gladsaxe.
Men den var også givtig, for det lykkedes den konservative leder at overbevise Christophersen om, at det største parti - Konservative - skulle sidde for bordenden. Venstre blev fravristet den borgerlige førsteret til statsministerposten.
Nogle dage senere dannede Poul Schlüter en firkløverregering, hvis liv ingen regnede med ville blive langt, og slet ikke med Schlüter ved roret. Nu fylder den forhenværende statsminister 90 år 3. april.
»Parfumesælgeren« kaldte oppositionen ham hånligt. Selv koketterede han med, at hvis han bare kunne blive siddende til efter nytår, så ville der i historiebøgerne i det mindste komme til at stå 1982-83 ud for hans regering. Men Schlüter beholdt nøglerne i 11 år og blev den længst siddende statsminister i Danmark siden Anden Verdenskrig. Men nok så vigtigt brød han socialdemokraternes monopol på regeringsmagten i efterkrigstiden. Før Poul Schlüter havde borgerlige regeringsperioder altid været kortvarige parenteser.
Schlüters stil er ydmyg og lyttende - altid med fokus på det konkrete frem for det storladne - og på den måde meget dansk, underspillet, uden at fremhæve egne sejre på bekostning af andre og med en vis portion humor og selvironi. »Ideologi er noget bras« og »Jeg er ikke så konservativ så det gør noget,« er nogle af de sætninger fra Schlüters statsministertid, han bliver husket for.
Som statsminister var Poul Schlüter ikke folkelig som sin forgænger. Men han er i dag højt respekteret for det, han gjorde. Hans periode i 1980erne står som en af de politisk vigtigste i det 20. århundrede.
Schlüter førte Danmark ind i det moderne samfund, væk fra 70ernes eksperimenter med »fondssocialisme« og krise på kanten af afgrunden og ind i en global tidsalder.
Efter mordet på den svenske statsminister Olof Palme mente PET, at Schlüter skulle have livvagter, når han opholdt sig på Marienborg. Det var den konservative statsminister ikke meget for og foreslog, at politiet i stedet parkerede en gammel politibil nede på vejen. Og det gjorde de. En betjent blev to gange i døgnet sendt ud for at flytte på den, så det ikke blev for påfaldende. Den altid praktisk orienterede og uhøjtidelige facon betød, at Poul Schlüter mod alle odds formåede i 11 år at holde sammen på en sæk borgerlige lopper fra Radikale til Fremskridtspartiet.
Politisk leverede han en for Danmark vigtig økonomisk genopretning, og sørgede med modige manøvrer - en vejledende folkeafstemning i 1986 og et uventet valg i 1988 - for, at Danmark forblev i både EF og NATO. I slutningen af John Wagners netop udkomne bog, »Schlüters politiske testamente«, bliver den tidligere statsminister spurgt om, hvordan han gerne vil have sit eftermæle til at lyde i den brede befolkning. Og Schlüter svarer: »Det er jo et lidt prætentiøst spørgsmål. Men det var ikke så ringe med: Han var en politisk gentleman.«
Man kan læse det som et forsøg på at børste tamilsagen af sig, som fyldte alt i de seneste år af hans periode som statsminister. Men Schlüter er på mange måder en gentleman. Han har altid været fokuseret på helheden, på Danmark, dansk økonomi og internationale position - og gjorde sig som statsminister umage med at få alle, han samarbejdede med, til at føle sig godt tilpas. De skulle kunne se sig selv i de politiske aftaler, og så måtte hans egne konservative partifæller engang imellem stikke piben ind i forhold til deres mærkesager.
Når Schlüter i dag ser tilbage på sin tid som statsminister, var det evnen til at håndtere det politiske arbejde, der betød, at han kunne sidde så længe. Ingen har forbandet tamilsagen så meget som han. Trods alle sine kvaliteter svigtede Schlüters evner i forhold til at sætte sin stærke partifælle og justitsminister Erik Ninn-Hansen på plads, mens tid var.
Andre gange var hans tålmodighed kortere. Da han i 1990 ringede til Per Stig Møller og tilbød ham posten som miljøminister, spurgte Møller, der hellere ville være kulturminister, om han måtte tænke over det. Schlüter svarede: »Du må tænke lige så længe, du vil, men jeg lægger ikke røret imens.«
Efter Schlüters tumultariske afgang stemte 248.000 danskere personligt på ham som nyt medlem af Europa-Parlamentet, hvilket var en oprejsning, der varmede.
I dag bor han i en stor lejlighed på Frederiksberg med sin kone, fhv. balletskoleleder Anne Marie Vessel Schlüter. Trods det han selv kalder »en brav alder«, følger han aktivt med i dansk og international politik, og hans evne til at analysere aktuelle begivenheder er stadig skarp. Og helbredet har det godt, siger han, omend han har fået sværere ved at komme omkring.
Søn af fabrikant og grosserer i chokoladevarer på Tønder Chokoladefabrik, Johannes Valdemar Schlüter og hustru Else Katrine Holmskov.
Efter studier på Aarhus Universitet og Københavns Universitet blev Poul Schlüter cand.jur. og efterfølgende advokat i 1960.
Statsminister 1982-1993.
Fra Berlingske Tidende i anledningen af hans 90-års fødselsdag:
Da det borgerlige Danmark overraskende fik magten forærende i 1982, skulle Venstre og Konservative finde ud af, hvem der skulle have nøglerne til Statsministeriet. Poul Schlüter besluttede at tage sin cykel og sætte kursen mod Søllerød, hvor Venstres formand, Henning Christophersen, boede. Det var en god lang tur, for Schlüter boede på det tidspunkt i Gladsaxe.
Men den var også givtig, for det lykkedes den konservative leder at overbevise Christophersen om, at det største parti - Konservative - skulle sidde for bordenden. Venstre blev fravristet den borgerlige førsteret til statsministerposten.
Nogle dage senere dannede Poul Schlüter en firkløverregering, hvis liv ingen regnede med ville blive langt, og slet ikke med Schlüter ved roret. Nu fylder den forhenværende statsminister 90 år 3. april.
»Parfumesælgeren« kaldte oppositionen ham hånligt. Selv koketterede han med, at hvis han bare kunne blive siddende til efter nytår, så ville der i historiebøgerne i det mindste komme til at stå 1982-83 ud for hans regering. Men Schlüter beholdt nøglerne i 11 år og blev den længst siddende statsminister i Danmark siden Anden Verdenskrig. Men nok så vigtigt brød han socialdemokraternes monopol på regeringsmagten i efterkrigstiden. Før Poul Schlüter havde borgerlige regeringsperioder altid været kortvarige parenteser.
Schlüters stil er ydmyg og lyttende - altid med fokus på det konkrete frem for det storladne - og på den måde meget dansk, underspillet, uden at fremhæve egne sejre på bekostning af andre og med en vis portion humor og selvironi. »Ideologi er noget bras« og »Jeg er ikke så konservativ så det gør noget,« er nogle af de sætninger fra Schlüters statsministertid, han bliver husket for.
Som statsminister var Poul Schlüter ikke folkelig som sin forgænger. Men han er i dag højt respekteret for det, han gjorde. Hans periode i 1980erne står som en af de politisk vigtigste i det 20. århundrede.
Schlüter førte Danmark ind i det moderne samfund, væk fra 70ernes eksperimenter med »fondssocialisme« og krise på kanten af afgrunden og ind i en global tidsalder.
Efter mordet på den svenske statsminister Olof Palme mente PET, at Schlüter skulle have livvagter, når han opholdt sig på Marienborg. Det var den konservative statsminister ikke meget for og foreslog, at politiet i stedet parkerede en gammel politibil nede på vejen. Og det gjorde de. En betjent blev to gange i døgnet sendt ud for at flytte på den, så det ikke blev for påfaldende. Den altid praktisk orienterede og uhøjtidelige facon betød, at Poul Schlüter mod alle odds formåede i 11 år at holde sammen på en sæk borgerlige lopper fra Radikale til Fremskridtspartiet.
Politisk leverede han en for Danmark vigtig økonomisk genopretning, og sørgede med modige manøvrer - en vejledende folkeafstemning i 1986 og et uventet valg i 1988 - for, at Danmark forblev i både EF og NATO. I slutningen af John Wagners netop udkomne bog, »Schlüters politiske testamente«, bliver den tidligere statsminister spurgt om, hvordan han gerne vil have sit eftermæle til at lyde i den brede befolkning. Og Schlüter svarer: »Det er jo et lidt prætentiøst spørgsmål. Men det var ikke så ringe med: Han var en politisk gentleman.«
Man kan læse det som et forsøg på at børste tamilsagen af sig, som fyldte alt i de seneste år af hans periode som statsminister. Men Schlüter er på mange måder en gentleman. Han har altid været fokuseret på helheden, på Danmark, dansk økonomi og internationale position - og gjorde sig som statsminister umage med at få alle, han samarbejdede med, til at føle sig godt tilpas. De skulle kunne se sig selv i de politiske aftaler, og så måtte hans egne konservative partifæller engang imellem stikke piben ind i forhold til deres mærkesager.
Når Schlüter i dag ser tilbage på sin tid som statsminister, var det evnen til at håndtere det politiske arbejde, der betød, at han kunne sidde så længe. Ingen har forbandet tamilsagen så meget som han. Trods alle sine kvaliteter svigtede Schlüters evner i forhold til at sætte sin stærke partifælle og justitsminister Erik Ninn-Hansen på plads, mens tid var.
Andre gange var hans tålmodighed kortere. Da han i 1990 ringede til Per Stig Møller og tilbød ham posten som miljøminister, spurgte Møller, der hellere ville være kulturminister, om han måtte tænke over det. Schlüter svarede: »Du må tænke lige så længe, du vil, men jeg lægger ikke røret imens.«
Efter Schlüters tumultariske afgang stemte 248.000 danskere personligt på ham som nyt medlem af Europa-Parlamentet, hvilket var en oprejsning, der varmede.
I dag bor han i en stor lejlighed på Frederiksberg med sin kone, fhv. balletskoleleder Anne Marie Vessel Schlüter. Trods det han selv kalder »en brav alder«, følger han aktivt med i dansk og international politik, og hans evne til at analysere aktuelle begivenheder er stadig skarp. Og helbredet har det godt, siger han, omend han har fået sværere ved at komme omkring.
Adjunkt, mag.art.
Hun blev student i 1963. Siden læste hun til cand.mag. i historie og oldtidskundskab og blev gymnasielærer ved Johannesskolen på Frederiksberg og senere Allerød Gymnasium.
Søn af fabrikant og grosserer i chokoladevarer på Tønder Chokoladefabrik, Johannes Valdemar Schlüter og hustru Else Katrine Holmskov.
Efter studier på Aarhus Universitet og Københavns Universitet blev Poul Schlüter cand.jur. og efterfølgende advokat i 1960.
Statsminister 1982-1993.
Fra Berlingske Tidende i anledningen af hans 90-års fødselsdag:
Da det borgerlige Danmark overraskende fik magten forærende i 1982, skulle Venstre og Konservative finde ud af, hvem der skulle have nøglerne til Statsministeriet. Poul Schlüter besluttede at tage sin cykel og sætte kursen mod Søllerød, hvor Venstres formand, Henning Christophersen, boede. Det var en god lang tur, for Schlüter boede på det tidspunkt i Gladsaxe.
Men den var også givtig, for det lykkedes den konservative leder at overbevise Christophersen om, at det største parti - Konservative - skulle sidde for bordenden. Venstre blev fravristet den borgerlige førsteret til statsministerposten.
Nogle dage senere dannede Poul Schlüter en firkløverregering, hvis liv ingen regnede med ville blive langt, og slet ikke med Schlüter ved roret. Nu fylder den forhenværende statsminister 90 år 3. april.
»Parfumesælgeren« kaldte oppositionen ham hånligt. Selv koketterede han med, at hvis han bare kunne blive siddende til efter nytår, så ville der i historiebøgerne i det mindste komme til at stå 1982-83 ud for hans regering. Men Schlüter beholdt nøglerne i 11 år og blev den længst siddende statsminister i Danmark siden Anden Verdenskrig. Men nok så vigtigt brød han socialdemokraternes monopol på regeringsmagten i efterkrigstiden. Før Poul Schlüter havde borgerlige regeringsperioder altid været kortvarige parenteser.
Schlüters stil er ydmyg og lyttende - altid med fokus på det konkrete frem for det storladne - og på den måde meget dansk, underspillet, uden at fremhæve egne sejre på bekostning af andre og med en vis portion humor og selvironi. »Ideologi er noget bras« og »Jeg er ikke så konservativ så det gør noget,« er nogle af de sætninger fra Schlüters statsministertid, han bliver husket for.
Som statsminister var Poul Schlüter ikke folkelig som sin forgænger. Men han er i dag højt respekteret for det, han gjorde. Hans periode i 1980erne står som en af de politisk vigtigste i det 20. århundrede.
Schlüter førte Danmark ind i det moderne samfund, væk fra 70ernes eksperimenter med »fondssocialisme« og krise på kanten af afgrunden og ind i en global tidsalder.
Efter mordet på den svenske statsminister Olof Palme mente PET, at Schlüter skulle have livvagter, når han opholdt sig på Marienborg. Det var den konservative statsminister ikke meget for og foreslog, at politiet i stedet parkerede en gammel politibil nede på vejen. Og det gjorde de. En betjent blev to gange i døgnet sendt ud for at flytte på den, så det ikke blev for påfaldende. Den altid praktisk orienterede og uhøjtidelige facon betød, at Poul Schlüter mod alle odds formåede i 11 år at holde sammen på en sæk borgerlige lopper fra Radikale til Fremskridtspartiet.
Politisk leverede han en for Danmark vigtig økonomisk genopretning, og sørgede med modige manøvrer - en vejledende folkeafstemning i 1986 og et uventet valg i 1988 - for, at Danmark forblev i både EF og NATO. I slutningen af John Wagners netop udkomne bog, »Schlüters politiske testamente«, bliver den tidligere statsminister spurgt om, hvordan han gerne vil have sit eftermæle til at lyde i den brede befolkning. Og Schlüter svarer: »Det er jo et lidt prætentiøst spørgsmål. Men det var ikke så ringe med: Han var en politisk gentleman.«
Man kan læse det som et forsøg på at børste tamilsagen af sig, som fyldte alt i de seneste år af hans periode som statsminister. Men Schlüter er på mange måder en gentleman. Han har altid været fokuseret på helheden, på Danmark, dansk økonomi og internationale position - og gjorde sig som statsminister umage med at få alle, han samarbejdede med, til at føle sig godt tilpas. De skulle kunne se sig selv i de politiske aftaler, og så måtte hans egne konservative partifæller engang imellem stikke piben ind i forhold til deres mærkesager.
Når Schlüter i dag ser tilbage på sin tid som statsminister, var det evnen til at håndtere det politiske arbejde, der betød, at han kunne sidde så længe. Ingen har forbandet tamilsagen så meget som han. Trods alle sine kvaliteter svigtede Schlüters evner i forhold til at sætte sin stærke partifælle og justitsminister Erik Ninn-Hansen på plads, mens tid var.
Andre gange var hans tålmodighed kortere. Da han i 1990 ringede til Per Stig Møller og tilbød ham posten som miljøminister, spurgte Møller, der hellere ville være kulturminister, om han måtte tænke over det. Schlüter svarede: »Du må tænke lige så længe, du vil, men jeg lægger ikke røret imens.«
Efter Schlüters tumultariske afgang stemte 248.000 danskere personligt på ham som nyt medlem af Europa-Parlamentet, hvilket var en oprejsning, der varmede.
I dag bor han i en stor lejlighed på Frederiksberg med sin kone, fhv. balletskoleleder Anne Marie Vessel Schlüter. Trods det han selv kalder »en brav alder«, følger han aktivt med i dansk og international politik, og hans evne til at analysere aktuelle begivenheder er stadig skarp. Og helbredet har det godt, siger han, omend han har fået sværere ved at komme omkring.
Direktør for Svendborg Bryghus A/S.
Peter Hermann Zobel til Bækkeskov
Godsejer, ridder og hofjægermester.
Peter Hermann Zobel (født 18. juni 1936 på Frederiksberg, død 3. september 2017 på Bækkeskov) var en dansk erhvervsleder og godsejer.
Zobel var søn af direktør Hermann Zobel og Rigmor f. Brun. Han blev student fra Holte Gymnasium i 1954, aftjente værnepligt og blev løjtnant i Danske Livregiment 1956 og cand.jur. fra Københavns Universitet i 1962.
Han blev i 1963 ansat som direktionssekretær i Codan og blev senere akkvisitionschef (1966), underdirektør (1969), vicedirektør (1972), advokat og medlem af direktionen (1974) indtil han i 1979 overtog posten som administrerende direktør efter sin far, Hermann Zobel. Codan blev stiftet af Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik - det nuværende Superfos. Under Peter Zobels ledelse fusionerede Codan med Fjerde Sø i 1991 og overtog resterne af den krakkede Hafnia-koncern i 1993, hvormed selskabets position i markedet blev udbygget. Han gik på pension i 1999.Zobel blev 11. juni 1964 gift i Vedbæk Kirke med svenskfødte Annika Wicksell. I slutningen af januar 1971 kørte hun galt på vejen fra Vedbæk til Hillerød, og blev først indlagt på Usserød Sygehus, og senere Rigshospitalet. Den 6. februar samme år døde hun af kvæstelserne fra ulykken. De fik sammen døtrene Caroline (f. 1966), Josephine (f. 1967, død 1973) og Rigmor i 1969.
I forsommeren 1973 blev han gift med modellen Anita Jantzen, som han i januar 1974 fik datteren Sarah med. I 1980 blev parret skilt.Senere var Peter Zobel over to omgange gift med Henriette Zobel (1987-1988 og 1991-2004). De fik sønnerne Alexander (f. 1993) og Nicolai (f. 1995).
I 1996 købte Peter Zobel godset Bækkeskov ved Præstø. I 2006 blev han hofjægermester.
Peter Zobel røg cigaretter i mange år, og fik konstateret lungesygdommen Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL). 1. januar 2015 blev han indlagt på sygehuset, og lå fire dage i respirator, og var indlagt i seks uger. Derefter udtalte han selv: "- jeg har en lungekapacitet 20 procent af, hvad en 80-årigs skal være."Zobel sov stille ind om morgenen den 3. september 2017, i en alder af 81 år, omgivet af familien i hjemmet på Bækkeskov. Han blev bisat af præst Kathrine Lilleør den 8. september fra Sankt Pauls Kirke i København. Zobels urne blev nedsat på kirkegården ved Humlebæk Kirke, hvor både hans mor og første hustru også er begravet.
Wikipidia