Peter Adler Alberti (16. juni 1851 i København - 14. juni 1932[1]) var en dansk jurist og justitsminister, som især er kendt for at have begået underslæb, medens han sad som minister.
P.A. Alberti var søn af politikeren Carl Christian Alberti og lillebror til kvindesagsforkæmperen Sophie Alberti. Han blev student 1868, cand.jur. i 1873 og nedsatte sig som sagfører, 1876 overrets- og 1881 højesteretssagfører. 1887 blev han faderens suppleant i bestyrelsen for Den sjællandske Bondestands Sparekasse og dermed hans naturlige arvtager som formand i 1890. I 1888 grundlagde han Sjællands (senere Østifternes) Brandforsikring for mindre Landbygninger og blev dens første formand indtil 1891 og fik ligeledes 1888 grundlagt Danske Landmænds Smøreksport-Forening, hvis ledelse han senere varetog, og vandt ved sin del i disse tre institutioner stor indflydelse i bondestanden.
Han gik nu ind i politik for Venstre og blev valgt til Folketinget ved i 1892 i Køgekredsen at slå den berømte Viggo Hørup, som havde haft sædet i 16 år. Senere vidste Alberti også at hævde denne kreds for sig trods heftig modstand fra radikal og socialdemokratisk side. For at styrke sin politiske stilling oprettede han 1892 et dagblad, Dannebrog, der blev et organ for Det Moderate Venstre. I Folketinget sluttede han sig straks til denne gruppe og var med at forberede det politiske forlig med Højre, men trak sig i sidste øjeblik svigefuldt tilbage, da vedtagelsen forestod april 1894, og rettede i de følgende endog skarpe angreb på gruppens leder Frede Bojsen. I 1895 var han med til at danne Venstrereformpartiet og blev én af dets førere. Han blev medlem af Finansudvalget samt andre vigtige udvalg og fik derigennem stor indflydelse på lovgivningen. Han tog ivrig del i arbejdet for de ny skattelove og for tiendens afløsning, og var 1900 hovedophavsmanden til, at Andreas Peschcke Køedts toldlovforslag strandede, da det syntes sejren nær.
Peter Adler AlbertiVed Systemskiftet i 1901 blev han justitsminister i den nye regering og forblev i denne stilling 1905 ved Venstreministeriets omdannelse. Han knyttede særlig sit navn til udviklingen af Islands statsretlige selvstændighed 1903, til loven om forbryderske og forsømte børn og tillægget til Straffeloven (den såkaldte pryglelov) 1905, samt til afskaffelsen af den offentlige prostitution 1906, endvidere til lovene om bekæmpelse af tuberkulosen 1905. Ligeledes tog han virksom del i arbejdet for retsplejens omordning med offentlighed, mundtlighed og nævninger. Han huskes måske især for indførelsen af pryglestraf for volds- og seksualforbrydelser i 1905. Mænd mellem 15 og 55 år, som havde øvet voldtægt eller vold mod sagesløse, eller havde været utérlige mod små piger, skulle straffes med indtil 27 slag på "sædet" med en stok. Pryglestraffen blev igen ophævet i 1911.I sin forvaltning viste han stor lyst til at bryde med overleverede regler og indgroede sædvaner samt til at følge sit fri skøn; dette medførte ikke alene et åbent brud med sundhedskollegiet 1906, men også, at der faldt et stærkt skær af vilkårlighed over hans styrelse. Som taler var han uforfærdet i forsvar og ubarmhjertig i angreb.
Efterhånden blev han udsat for stærk kritik for at misbruge sin myndighed til at skaffe sig personlige fordele. 1907-08 rejstes gentagne klager over hans forvaltning med nærgående beskyldninger for, at han misbrugte sin myndighed til at skaffe sig personlige fordele, men han tilbageviste dem med stor snilde, skønt de i virkeligheden var vel begrundede. Dog svækkedes derved hans stilling som minister, og hans embedsfæller ønskede hans afgang. Da han i maj 1908 havde fået loven om rettens pleje vedtaget i Rigsdagen og således løst den sidste store opgave, der endnu påhvilede ham, tog han 24. juli, netop 7 års dagen for sin udnævnelse til justitsminister, afsked som sådan og hædredes med titlen som gehejmekonferensråd. Endnu 3. september havde han den dristighed at overvære Det Kongelige Skydeselskabs fugleskydning som i sine fulde velmagtsdage.
Den 8. september 1908 meldte Alberti sig på Københavns Domhus som bedrager. Alberti kendte sig her skyldig i underslæb og dokumentfalsk over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse for et beløb på 15 millioner kroner, ca. halvdelen af bankens kapital. Det svarer til omkring 5-600 millioner i 2007-kroner. Han havde i henved en snes år, altså næsten i hele forvaltningsperioden, brugt af de betroede midler til at foretage vilde børsspekulationer, f.eks. i guldmineaktier.
Omkring 1. august havde Privatbanken konstateret store uregelmæssigheder i sparekassens regnskab, hvoraf der bl.a. fremgik obligationer, som banken vidste var solgt på foranledning af Alberti. Et fortsat pres fra bl.a. redaktør Ove Rode på dagbladet Politiken var med til at trække denne viden frem i lyset. Albertis egen henvendelse til politiet kom kun ganske kort inden han ville være blevet afsløret.
Et halvt år inden afsløringen havde statsrevisorene været på uanmeldt besøg i justitsministeriet for at se på regnskabsbøgerne i Albertis aflåste pengeskab. Han hidsede sig op over, at hans ære blev krænket ved en sådan mistillid til en mand i hans stilling. Da den ene revisor insisterede på at se bøgerne, rakte Alberti ham nøglen til pengeskabet, og sagde som sandt var: "Mine herrer, hvis De åbner dette skab nu, er jeg ikke landets justitsminister længere!" Det skræmte dem alligevel, og bukkende trak de sig ud af hans kontor.
Skandalen var enorm og fik vidtrækkende politiske konsekvenser. Sagen kan i dag synes som en ligegyldig sag for selve regeringen, da Alberti ikke mere var medlem af regeringen, og ikke havde foretaget sig noget ulovligt gennem sin tid som minister, men på grund af de æresbevisninger, som den nye konge Frederik 8. havde tildelt Alberti på foranledning af J.C. Christensen, har kongen formentlig følt sig misbrugt og vildledt. Dermed var sagen ikke mere ubetydelig for regeringen og J.C. Christensen. J.C. Christensen måtte derfor træde tilbage og overlade embedet til Niels Neergaard i oktober 1908.
Den 17. december 1910 blev Alberti idømt otte års tugthus og sad fra 1912 til 1917 i Horsens Statsfængsel. Mens han afsonede straffen, gjorde han brug af en rettighed han som justitsminister selv havde indført: Retten til at gå med en hætte, der skjulte fangens ansigt, så han forblev anonym for alle andre. Men da Alberti selv var den eneste, der nogensinde benyttede sig af rettigheden, vidste de andre fanger straks de så manden med hætte på - at der kom Alberti.
Efter sin fængselsstraf arbejdede han som kontorist. Han døde i 1932 efter at være blevet påkørt af en sporvogn.