Til Ingvorstrup (Sønder herred Dyrs), beseglede 1441 et vidne af Sønder herredsting, og fører da Lunov-våbnet, skødede 1440 to gårde i Basballe, som han havde fået med sin hustru, til hr. Otte Nielsen (Rosenkrantz), beseglede 1477 til vitterlighed et skifte til hr. Erik Ottesen (Rosenkrantz).
Muligvis den Johan Lunov af Mårslet (Ning herred), der 1486 var nærværende ved et forlig mellem abbeden af Øm Kloster og Aarhus by og 1511 nævnes blandt adelen i Aarhus stift.
Til Sjelleskovgaard (Framlev H.), overlod 1449 sammen med Lange Skeel hr. Henrik Sandbjerg en gård i Sebdrup.
Våben: et delt skjold, i 1. felt en hvid vinge i rødt, 2. felt tre gange tværdelt af sølv og rødt eller to røde bjælker i sølv, på hjelmen en på en rød pude med guld-kvaster siddende hvid hund med rødt halsbånd.
Birgitte Lauridsdatter Hvas af Ormstrup
Gav i 1457 sin broder Erik afkald på skifte og 1463 fuldmagt til at afhænde Silkeborg.
Hans Adolph Brorson, 20.6.1694-3.6.1764, biskop, salmedigter. Af Brorsons liv indtil bispeudnævnelsen 1741 foreligger der to samtidige skildringer, en i Erik Pontoppidans Annales ecclesiæ IV (1752) og en i en håndskreven bog i Det kgl. bibliotek (Kalls Saml. 502 410). De viser stærk indbyrdes afhængighed, og da indre grunde godtgør at den sidstnævnte er en afskrift af Brorsons eget "vita" fra bispevielsen må det være den Pontoppidan har benyttet, og vi kan ud fra den berigtige hans skildring på flere punkter. Barndomshjemmet på Sønderjyllands vestkyst lå i en af de kongerigske enklaver. Faderen som var stærkt forgældet døde da Brorson var knap ti år. Drengen modtog et uforglemmeligt indtryk af hvordan et salmevers frigjorde den døende fra al bekymring for børnenes fremtid. Moderen, en "himmelsindet" kvinde, øvede stor indflydelse på sine børn. "For sine fattige faderløses Skyld begav hun sig i andet Ægteskab" med sin mands efterfølger der forberedte de tre brødre, Nicolai, Broder og Hans Adolph til latinskolen i Ribe hvorfra Hans Adolph Brorson blev dimitteret til Kbh.s universitet 1712. I sine studier spredte Brorson sig stærkt. Foruden fagstudiet teologi læste han filologi, filosofi og historie, og det trak ud med at få eksamen. I foråret 1715 fik han plads på Borchs kollegium; men her overanstrengte han sig så han lå syg hele den følgende vinter og i forsommeren 1716 måtte lade studeringerne ufuldendte og forlade Kbh. I religiøs henseende havde disse år ikke ført ham fremad, og en enkelt begivenhed viser en påfaldende mangel på alvor. Før han kom ind på kollegiet havde nemlig en fætter som boede der fået ham til at give sig 23 rdl. under påskud af at han for denne "Diskretion" kunne skaffe ham optagelse; fætterens bedrageri blev siden opdaget, og han blev bortvist; men Brorson havde altså virkelig kunnet tænke sig at øve bestikkelse. Ikke så sært at teologien ikke kunne samle hans interesse. Derimod er den antagelse ubegrundet at han selv skulle være blevet bortvist for forsømmelighed med disputereøvelserne.
Fra Kbh. rejste han til Sønderjylland og tog en tid ophold hos sin ældste bror Nicolai der var blevet sognepræst i Bedsted ved Løgumkloster, og her mødte han den pietistiske vækkelse i dens første kraft og friskhed; Nicolai stod allerede som en forkæmper for den. Derefter tog Brorson hjem til Randerup og hjalp sin stedfar med præstegerningen, og 1717 blev han huslærer hos sin morbror, amtsforvalter Clausen i Løgumkloster hvor han blev i fire år. Hans helbred har åbenbart rettet sig og pietismen bragte en afgørende forandring i hans åndelige liv. Den prægede i disse år hele egnen, især båret frem af unge præstesønner der vendte hjem fra Kiel, Jena og Halle, fx Broder Brorson i Randerup, brødrene Wedel i Døstrup og Enevold Ewald i Højst. I Brorsons vita hedder det: "Ved den Tid begyndte han at faa mere Indsigt i den sande Kristendoms Beskaffenhed, under adskillige Fristelser, i uophørlige Bønner og aandelige Betragtninger at smage Evangelii Sødhed og paa saadan Maade desto glædeligere at fortsætte sit Studium Theologicum". Salmen Guds igenfødte, ny, levende Sjæle lader os skimte gangen i hans omvendelse der ikke skete pludseligt men tværtimod forløb som en længere proces, hvorigennem det lidt efter lidt dagedes indtil "Troen brød gennem al Angestens Pile".
Aug. 1721 døde stedfaderen, og Randerup sognekald blev tilbudt Brorson. Han tog teologisk embedseksamen i okt. og modtog derefter embedet. Fra Randerup forflyttedes han 1729 til Tønder som "dansk og tredje præst", og her kom han til at samarbejde med den tyske pietistiske salmedigter, provst J.H. Schrader. Flere ting godtgør at dette har haft stor betydning for ham. For det første viser et tysk mindekvad som han 1737 skrev over Schrader hvor højt han vurderede dennes personlighed og forkyndelse; dernæst ser vi at det store antal tyske salmer han har oversat så godt som udelukkende er hentet fra hans salmesamling Vollständiges Gesangbuch (1731), kaldet Das Tonderische Gesangbuch, og endelig er Brorsons inddeling af salmestoffet for en stor del overtaget fra denne bog. Når man nu ser at det netop er året efter dens udgivelse Brorson fremtræder som salmedigter, kan man vanskeligt komme uden om at det må være mødet med dens rige salmeskat og i det hele samlivet med Schrader som har givet stødet til hans digtning. Dette er så meget sandsynligere som man fra den foregående tid ikke ved om andre frembringelser af Brorson end et par "Ligvers" fra studenterårene. Hans første salmer fremkom som et lille hæfte, Nogle Jule-Psalmer, 1732 og var åbenbart digtet kort før julen s.å.: "til den forestaaende .... Julefest .... i Hast sammenskrevne", som det hed på titelbladet. Her fandtes allerede nogle af hans ypperste salmer, bl.a. I denne søde Juletid, Den yndigste Rose og Her kommer dine arme smaa. De følgende år bragte en rig produktion. 1733-35 udkom en hel række salmehæfter, og 1739 samlede Brorson sin digtning i Troens rare Klenodie der med lidt udvidelse i senere udgaver kom til at indeholde 274 af hans salmer hvoraf 82 var originale, 192 oversatte fra tysk.
1737 var Brorson blevet stiftsprovst i Ribe, og 1741 blev han biskop der. Hans visitatsberetninger vidner om arbejdsglæde og udmærker sig frem for andre ved den årvågenhed hvormed han følger ikke blot nogle præstationer, men selve det åndelige liv i stiftet. Han er opvækkelsens mand med en særegen gave til at få mennesker til at lukke sig op, og han er samtidig en virksom forkæmper for skoleoplysningen. I hans embedsskrivelser ser vi ham som den nidkære biskop, på én gang myndig og sagtmodig. Ved siden af sine digteregenskaber har han haft en helt anden side som har gjort ham til en dygtig og viljefast styrer. Men i alt hvad der foreligger fra hans hånd mærker man hans varme følelse og alvorlige kristendom. Betydningsfuld var hans deltagelse i kampen om Pontoppidans katekismusforklaring (1742-48). Denne bog var en brand i næsen på de ortodokse, og en præst i Ribe stift, Niels Tøxen, nægtede at efterkomme kongens påbud om dens indførelse. Brorson der anså bogen for at være af største værdi for kristenlivets fremme søgte forgæves at overtale ham, hvorefter sagen blev forelagt generalkirkeinspektionskollegiet, og nu blev det egentlig biskop Hersleb som var modstanderen, idet han ville benytte lejligheden til at få bogen ændret. Brorson stod urokkelig på sin overbevisning og sejrede, idet Tøxen blev afskediget og Herslebs plan slog fejl. Herslebs nedsættende dom om Brorson må ses i lyset heraf. Striden fik et efterspil idet nogle bønder i Hammerum herred vedblev at modsætte sig forklaringens indførelse hvad der bragte Brorson til at optræde med en for ham usædvanlig voldsomhed. Helt anderledes følte han over for en anden sag, nemlig kirkestyrelsens skarpe forhold til herrnhuterne. Deres åndelige lødighed kunne han ikke nægte; derfor følte han her samvittighedsvanskeligheder, og dette bragte ham under en langvarig sygdom 1746 ind i en dyb åndelig anfægtelse, hvorom et brev fra en herrnhutisk udsending aflægger et mærkeligt vidnesbyrd.
Af Brorsons prædikener kender vi kun to, en trykt og en utrykt. De er lange og snørklede, men partier i dem virker tiltalende ved inderlighed og lyrisk flugt. Man mærker pietisten på den vækkende tone med skel mellem Guds og verdens børn; men mest ejendommeligt er dog nok det lyse evangeliske præg, den dristige forkyndelse af Herrens miskundhed og trangen til at trøste alle bange sjæle. Sorgen havde fulgt Brorson gennem livet; tungest var vel nok en søns sindssvaghed og den første hustrus død. En datter skriver: "Skønt hans Temperament i Almindelighed var muntert og hans faste Tro lod ham erkende og prise Guds Veje i alt, hvad der mødte ham, saa blev han dog undertiden overfalden af Tungsindighed, og Sorger virkede meget heftigt paa hans Sind .... Skønt han ofte var svag, især i sine sidste Aar, og stundom hypokondrisk, saa var han dog i Almindelighed munter og elskede meget Sang og Musik, hvormed han plejede at tilbringe sine ledige Timer i sin Families Skød." Han spillede selv lut. I de sidste lidelsesfulde år søgte han til det yderste at varetage sit embede. Visitatsberetningerne og en latinsk afhandling fra hans udnævnelse til dr. teol. 1760 viser at han på denne tid med sorg fulgte hvordan en ny tidsånd trængte sig frem og såede sin "ateistiske, ja antikristiske Sæd" der især ytrede sig i fornægtelse af Kristi guddom; men vi ser samtidig at han ikke var i stand til at yde noget betydeligt indlæg mod denne strømning. Derimod gjorde han som gammel et nyt greb i harpen; det var 70 salmer som året efter hans død udkom under titlen Svane-Sang, 1765. Disse salmer står højt inden for hans produktion, men har i øvrigt et noget andet præg end de tidligere; de er kortere og mere frie over for den overleverede salmestil, og mens man i de ældre mærker præsten der vil påvirke andre er det her digterens rent personlige følelse som klinger igennem.
Som digter er Brorson den fødte kunstner. Han leger med versemålet; han ryster rim ud af ærmet og udstrør et flor af farverige billeder. Mens hans prosa tit er tung med besværlig, udansk sætningsbygning, kort sagt et barn af den latinske skole, så ejer hans vers en rindende lethed og en fuldtonende sprogklang. I sine oversættelser lægger han ganske vist an på at være tro mod originalen, men evner alligevel at omplante de tyske salmer sådan at de føles helt som danske.
Samtidig gyder han gang på gang et forhøjet skær af poesi over dem, forløser den fremmede digters ufuldbårne tanker og maler uklare billeder op, så de står i lysende klarhed. Naturligvis er der i så stort et forfatterskab adskilligt som mangler inspiration; men netop i en mat, langtrukken salme kan der findes enkelte vers der hører til de allerypperste. I henseende til det religiøse indhold rummer Brorsons salmer en stor rigdom. Mest iøjnefaldende er vel nok hans stærke virkelighedssans i synet på kristenliv og menighed: "Skin uden Kraften er Kirkens største Pest". Han er vækkeren der angriber de "forhærdede Tidselgemytter" og med myndighed kalder sjælen til opgør: "Kom Hjerte, tag dit Regnebræt", "Ak, vidste du, som gaar i Syndens Lænke". Han spørger: "Hvo vil med til Himmerige?" eller: "Hvordan takke vi vor Herre, for han gav sin Søn herned?" og opstiller sit enten-eller. Han afslører faren ved den ydre kirkelighed, fx i skriftemålssalmen O Sjæl, hvor blev de gode Ord, og mangen gang bliver hans tone hård og truende, undertiden med udmåling af dommens og helvedes gru. Han føler en dyb harme over for al halvhed; men samtidig ejer han en frejdig, jublende forkyndelse af Guds ufortjente nåde mod syndere, fx i nytårssalmen Nu velan, et frejdigt Mod og i Op, alle Folk paa denne Jord med de berømte linjer: "Det Ord om Jesu Død og Blod, det har saa stærk en Tone". Det er disse stærke klange som giver hans digtning dens mandige præg og dens missionerende kraft. Fra en noget anden side ser vi ham når han fører ind i kristenlivets dybder. Han er her sjælekenderen der skildrer hele bølgegangen afvekslende tilstande lige fra den salighed som den troende kan opleve allerede her på jorden, og til anfægtelsens mørke eller "Korsets haarde Tvang". Det er en mængde salmer det her drejer sig om, fx O hvilken Ære og al Begrib for stor. Den Tro, som Jesum favner. Hvad fattes mig, hvi er jeg dog. Vor Trængsel, hvor besværlig. Ejendommelige er også hans skønne salmer om kristenlivets etiske kamp (Staa fast, min Sjæl, staa fast), om kristenkærligheden og dens kilde (Den ypperligste Vej, Skal Kærlighed sin Prøve staa). Med mystisk inderlighed udsynger han sin Jesuskærlighed (Den yndigste Rose, Mit Hjerte altid vanker i Jesu Føderum), ofte under påvirkning af datidens forståelse af Højsangen som en elskovstale mellem Jesus (brudgommen) og sjælen (bruden), fx i nadversalmen I Morgen skal mit Bryllup staa; der kan her, dog især i oversættelserne, findes smagløse og vamle vers, men der kan også slå os en sværmerisk skønhed i møde. Endelig er der hans himmellængsel; den mærkes gennem hele hans digtning, men træder dog særlig frem i sin fulde styrke i Svane-Sangens salmer. Det er som han allerede skuede den himmelske herlighed (Den store, hvide Flok, vi se, Naar mit Øje, træt af Møje); døden har ingen gru for ham; han "letter glad sit Anker" og frydes ved at se tegnene på at den evige sommer er nær (Her vil ties, O du min Immanuel). Hermed er der peget på de områder hvor Brorson har sit egentlige vidnekald. Også når han går ind på andre felter kan han dog af og til yde noget mesterligt, fx i salmen om Guds åbenbaring i naturen Op, al den Ting, som Gud har gjort; men i de enkelte tilfælde hvor han søger emner for sin digtning uden for selve det religiøse område bliver resultatet ubetydeligt eller helt værdiløst som i Lissabons ynkelige Undergang (1756).
Skønt Brorsons salmer først sent kom til at gøre sig gældende i de kirkesalmebøger som fik almindelig udbredelse (Roskilde konvents 1855 og Landstads 1869) har de dog til enhver tid haft stor betydning. Hans egen samtid anså ham for at være jævnbyrdig med Kingo. I oplysningstiden og under rationalismen blev han glemt af intelligensen; men hans salmer levede stadig i de opvakte kredse i Danmark og Norge, og fra omkring 1820 begyndte hans ry at genopstå og har siden været stigende. Måske er han i Norge endnu højere skattet end i Danmark.
FamilieHans Adolph Brorson blev født i Randerup, død i Ribe, begravet i domkirken sst. Forældre: sognepræst Broder Brodersen (1662-1704) og Catharina Margrethe Clausen (1665-1732, gift 2. gang 1705 med sognepræst i Randerup Oluf Holbech, ca. 1665-1721). Gift 1. gang 26.11.1722 med Cathrine Steenbek Clausen, født 1706, død 9.6.1741 i Ribe, d. af amtsforvalter i Løgumkloster Nicolai Clausen og Margrethe Hedvig Raager. Gift 2. gang 29.6.1742 i Agerskov med Johanne Christine Riese, født 22.6.1710 i Agerskov, død 4.7.1795 i Varde, d. af provst Christian Riese (1661-1747) og Anna Schnell (1668-1739). - Bror til Broder Brorson og Nicolai Brorson.
Kilde: Gyldendal
Denne gamle slægt må efter sit våben at dømme - et delt skjold, i 1. felt en hvid vinge i rødt, 2. felt tre gange tværdelt af sølv og rødt eller to røde bjælker i sølv, på hjelmen en på en rød pude med guld-kvaster siddende hvid hund med rødt halsbånd - have fælles oprindelse med de Ahlefeldt'er, Rumohr'er og Bosendal'er. Den stammer altså fra hertugdømmerne og har antagelig taget navn af godset Rastorf ved Preetz, men alt fra 1. Halvdel af det 14. århundrede har slægten været bosat i Danmark, hvor navnet Rastorf fordanskedes til Rostrup. I det 17. århundrede skal slægten have haft ord som "de snaksomme Rostrup'er". Den uddøde på mandslinien 1749.
Nævnes 1281 sammen med sin Broder - se denne.
Indgik 1325 med broderen Otto o. fl. en forpligtelse overfor Preetz Kloster, var 1326 vidne ved et af greve Gert udstedt brev og 1327 ved samme greves skøde til Hasso Krummedige.
Nævnes 1325 sammen med sin broder.
Nævnes 1307 som forlover ved et forlig mellem greverne Gert, Adolf og Valdemar på den ene og Staden Lybæk på den anden side.
Ridder, var 1344 på hertugerne af Meklenborgs side forlover ved disses forlig med de holstenske grever Johan og Claus.