Han var trolig jarl under svenskekongen Karl Sverkersson.
Harald I Blaatand, Konge af Danmark
940 - 986 Konge af Danmark.
Han udbyggede Jomsborg til værn mod venderne.
Han erobrede Norge ca. 960, men hans flåde, ledet af jomsvikingerne, led 975 nederlag ved Hjörungavåg, hvorved Norge igen gik tabt.
Rejste den store runesten i Jellinge (Danmarks dåbsattest).
Indskriften er: "Harald Konge bød giøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne"
Tilnavnet Blåtand har næppe noget med tænder at gøre. Den ældste form vi har er Blatan, men ingen ved hvad det skal betyde. Adam af Bremen skriver at Harald regerede i 50 år, men måske betyder det blot 'mange'.
Roskildekrøniken skriver at han i 15 år regerede sammen med Gorm.Historien beretter at biskop Poppo bar jernbyrd (han bar glødende jern uden at brænde fingrene), og derved overbeviste Harald om Kristi styrke overfor Thor og Odin. Derpå lod Harald sig døbe. Historien blev berømt viden om, og ses på kalkma
lerier mm langt ned i Europa.
I 965 giver den tyske kejser Otto den Store (-973) sine bispesæder i Schleswig, Ribe og Aarhus fuld skattefrihed. Dette kan (bla) tolkes som, at han overdrager dem til Harald.Den tredje byggefase på Dannevirke er dateret til 968, og må være Haralds værk. Han har også stået for bygningen af Trelleborg (980/81), Fyrkat (ca 980/81), og rimeligvis også Aggersborg og Trelleborg i Skåne, foruden Ravningbroen over Vejl
e dal (979 ± 1).
Til disse bygningsværker må Harald have udskrevet skatter, arbejdere og materialer i hidtil utænkelig størrelsesorden, og det viser at han har haft en meget stor magt indadtil.
Måske er borgene beregnet til at befæste denne magt, dvs forhindre oprør.
Annalerne skriver at Harald (med titlen hertug) betaler sin fastsatte afgift til den tyske kejser Otto i 973.
Da Otto dør samme år, og sachser-hertugen Herman Billung nylig var død, prøver Harald i 974 en krig for at frigøre Danmark.Den er omtalt i flere annaler og i Snorris Heimskringla, og der fortælles om svære kampe ved Dannevirke. Det ender med dansk nederlag, så Harald må fortsat betale det aftalte beløb, nu til kejser Otto II (- 983), og Sydslesvig (fra Dannevir
ke til Ejderen) indlemmes i Sachsen.
I 982 bliver Otto II (- 983/4) slået af araberne, og både slaviske folk og Danmark forsøger at frigøre sig af kejserriget.
Harald tilbageerobrer området ned til Ejderen, og gør Danmark frit for skattepligten til Tyskland.
Den endelige fred, hvor Tyskland fraskriver sig Hedeby og landet nord for Ejderen, bliver dog først sluttet af Haralds barnebarn Knud den Store i ca 1025.
Teksten på Haralds Jellingsten slutter (måske er det en senere tilføjelse):
'Den Harald som vandt sig alt Danmark og Norge, og gjorde danerne kristne'.
Imidlertid viser de frankiske annaler, at Danmark er et samlet rige længe før Gorm og Harald. I 811-13 rækker det fra Ejderen til Skåne og Vestfold (V for Oslofjorden).
Også Ottars og Wulfstans rejseberetninger fra slutningen af 800-tallet omtaler et Danmark bestående af: Oslofjorden, Bohus Len, Halland, Skåne, øerne og Jylland til Ejderen.
Blekinge hører på den tid til Sverige, og Bornholm har sin egen konge.
(Kilde: Niels Lund: Ottar og Wulfstan. 1983)
Der er altså ingen belæg for at hverken Gorm eller Harald samlede et antal småkongedømmer til Danmark.
Evt kan Harald hentyde til rester af Gnupas herredømme, som han får renset ud, eller diverse stormænd som har revet sig løs under borgerkrigen.
Men teksten kan også oversættes til:
'... som vandt sig Danmark HELT - samt Norge - og kristnede danerne'
Her kan 'helt' hentyde til Haralds sejr over tyskerne i 983.
Harald bliver såret i et slag ca 986 mod sin søn Svend Tveskæg, der ledede et større oprør mod ham.
Han flygter til Jomsborg og dør der.
Om Jomsborg overhovedet har eksisteret, er ret usikkert, men antageligt gemte Harald sig i byen Iumne / Julin / Hyumsburgh / Iumneta / Vineta, idag rimeligvis Wolin ved Oders østlige munding, 20 km Ø for Swinoujscie.
Hans sandsynlige dødsdag kendes fra en årtideliste: der skulle bedes for ham 1 nov, årstallet er antageligt 986 eller 987.
(Kilde: Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. s 115-123)
(Kilde: Steen Hvass og Birger Storgaard (red): Da klinger i Muld... 1993)
Palle Nielsen Vognsen af Stenshede
Af de fem Småadelsslægter, der førte Navnet Vognsen, afledt af det nordiske Fornavn Vogn, er mest fremtrædende slægten Vognsen af Stenshede, der i sit Skjold førte tre (2,1) mod højre vendte såkaldte Blåmands- eller Morianhoveder, i Sølv og paa Hjelmen 13 vekselvis blå og hvide Faner. På Grund af Slægtens Våben tillægges den hyppigt navnet Mormand, med hvilken, oprindeligt lollandske og i Sverige uddøde Familie den ikke står i Forbindelse.
Slægtens Hjemstavn er Vendsyssel. Dens præsumtive Stamfader Niels, der må have levet omkring 1300, efterlod foruden de tre Sønner Palle, Vogn og Jakob Nielsen, antagelig en fjerde Thorsten Nielsen.
Slægtens navn Vognsen af Stenshede hidrører fra Niels NN's tipoldesøn Vogn Mortensen, der ejede gården Stenshede i Volstrup sogn, Dronninglund Herred.
Palle Nielsen ejede den tidligere Hovedgård Tveden i Karup sogn, Dronninglund Herred. Han nævnes 1340, da han - Palne, Jakob og Vogn Nielsen - til Kongens Marskal, Hr. Erik Nielsen Gyldenstjerne, skøder alt deres Gods, som kaldes Grumsholt [Grimshave, Hørmested sogn; Trap Danmark mener dog der er tale om Glimsholt i Ugilt sogn] undtagen 6 Skæpper Havre i Tydslund (Tislum) (Tislum sogn) og 2 Skæpper Havre i Lengsum (Lendum); han kaldes også Rævdal efter denne Gaard i Gjerum sogn. Gift med Eline (Taarnskytte) af Linderumgaard (Ugilt sogn).
Palle Nielsen, der ejede den tidligere Hovedgård Tveden i Karup sogn, Dronninglund Herred, efterlod sønnen Niels Pallesen, der havde Sønnerne Morten, Palle og Thomas Nielsen. (DA1936-).Tveden var i ældre tid en hovedgård, der 1440 ejedes af Ingjerd Jepsdatter, enke efter væbner Niels Pallesen (Vognsen af Stenshede); deres ene søn Morten Nielsen (Vognsen af Stenshede) til Ellinggård og senere Lengsholm (d. tidligst 1475) nævnes 1442 af Tveden, en anden søn Iver Nielsen (Vognsen af Stenshede) havde sønnen Niels Iversen, der 1465-71 skrev sig af Tveden og endnu levede 1493, hans enke Eline Jensdatter endnu 1514. Deres søn Iver Nielsen (Vognsen af Stenshede nævnes 1497, en anden søn Anders Nielsen (Vognsen af Stenshede) skrev sig samme år af Tveden.
Førstnævntes datter Edel Iversdatter (Vognsen af Stenshede) har formentlig bragt gården til sin ægtefælle Niels Torlufsen (Basse fra Vendsyssel) til Skavange, der nævnes 1525 og 1536, men døde senest 1568. Hans søn Laurids Nielsen (Basse fra Vendsyssel) ejede gården dette år og endnu 1598; siden kom den til sønnen Niels Basse til Skavange (d. 1650 som slægtens sidste mand), der synes at have solgt den til Knud Jensen Rodsteen til Lengsholm mv (d. senest 1648), som 1625 solgte den til fru Margrethe Ottesdatter Rosenkrantz (d. 1635), enke efter rigsråden Hans Johansen Lindenov til Hundslund (nu Dronninglund) (d. 1596). 1662 var den en fæstegaaeard (12 1/2 tdr. hartk.) med en lille vandmølle, tilhørende Hans Bille til Jungetgård (Salling Nørre hrd.) (d.1672). 1686 blev den af Mogens Skeel til Fussingø solgt med vandmølle, afbygger o.a. til Eiler Eilersen Holm til Eskær (Horns hrd.) (d.1706). (1688: 14,19 tdr.hartk. med 90,8 tdr.land dyrket areal). 1804 var Tveden en fæstegård på 14 1/2 tdr.land under Hørbylund, men solgtes næste år til selveje. Folkevisen om Raadengaard og ørnen stedfæstes af Danmarks gamle Folkeviser, udg. af Svend Grundtvig, I. 1853. 173-175, til den nedenfor omtalte gamle gård, støttet ved stednavnene Bedelund og Rosenlund (en skov der tidligere lå nord for Tveden).
Lige nord for Tveden påvises stedet for den gamle gård. Ved en lille prøvegravning foretaget af Hist. Samf. for Hjørring Amt 1933 fandtes her kæmpestensfundamenter og rester af et munkestensgulv. Iflg. Pontoppidans Atlas (V.285) stod der endnu i 1700-tallet rester af to alen tykke mure, der dannede en firkant og skal have været grundvolden for et "seks loft højt hus. Jf JySaml. 4.Rk. I. 1911-14. 93)". (TrH-).
Eline Nielsdatter Stigsen (Taarnskytte)
Eline Taarnskytte var af Linderumgaard i Ugilt sogn. (DA1936-).
Er formentlig medlem af adelsfamilien Taarnskytte.
Carl Klitgaard. I sin artikel "Bidrag til Linderumgaards ældste Historie" i: Samlinger til Jydsk Historie og Topografi 3.Rk VI Bd (København 1908-1910), skriver han (side 485):
(...)
Som første Ejer af Linderumgaard i Ugilt Sogn, Vennebjerg H., nævnes Hr. Stig Pedersen (af Slægten Skovgaard), der henimod Aar 1300 var Høvedsmand for Vendelbo Skibereder, og som tillige i Vendsyssel ejede Villerup, Eskjær og Boller. Han stammede fra Sjælland og tilhørte antagelig en Gren af Hvidernes berømte Æt. Af hans Børn kjendes Hr. Niels Stigsen, som byggede Egebjerg i Ugilt Sogn, hvilken omtrent til Aar 1600 blev Familiens Sæde, medens de øvrige Ejendomme gik i Arv paa Spindesiden. Blandt Niels Stigsens Efterkommere er Sønnesøns Sønnen Niels Pedersen, død o. 1472, mest bekjendt, fordi han 1467 ihjelslog Præsten i Ugilt, der synes at have forhaanet ham. Medens Hr. Niels Stigsens Søn, Stig Nielsen, altsaa fik Egebjerg i fædrene Arv, kom Linderumgaard til hans Datter Kirsten Nielsdatter, der ægtede Otte Lunov, hvem hun overlevede, thi det ses af Tingsvidne om en Lovhævd udstedet paa Vennebjerg Herredsting Torsdag før Flæske Søndag 1461, at hun i sin Tid som Enke tilligemed sine 2 Sønner Markvard Lunov og Claus Lunov pantsatte noget af Linderumgaards Gods til en Henrik Beysech eller Bygsech. Det vides ikke, hvad der blev af disse 2 Sønner, men antagelig ere de døde unge og ugifte, da de ikke nævnes i de senere talrige Arvestridigheder om Linderumgaard.I sit Ægteskab med Otte Lunov havde Fru Kirsten endvidere en Datter, som var gift med Henrik Eriksen (Smalsted), der med hende fik Villerup i Skallerup Sogn, og hun er maaske identisk med Otte Lunovs Datter Nille, der var gift med Jens Havel (Hagel) til Villerup.
Endvidere havde Otte Lunov og Fru Kirsten en Datter Else, der ægtede Jens Pedersen Taarnskytte, som i sidste Halvdel af det 14. Aarhundrede ejede og beboede Linderumgaard.
(...)Adelsårbogen (1903) siger, at Otte Lunovs hustru Kirsten Nielsdatter (Skovgaard) "var Enke 1461". Men hvis Klitgaard har refereret tingsvidnet fra 1461 korrekt og fyldestgørende, er der ikke belæg for at sige, at Fru Kirsten levede dette år, kun at tingsvidnet fremsattes dette år. Hun kan have været døde mange år forinden, som Otte Lunovs enke.
I en note side 486 siger Klitgaard, at "Otte Lunov har i Danm. Adels Aarbog faaet en urigtig Plads, thi baade han og Hustru levede henimod 100 Aar før den Tid Adelsaarbogen lader dem leve".• Noter. Kaldes også Skovgaard eller Tårsskytte
"Eline Jensdatter"? DAA.1917 (slægten Skovgård) kalder gør hende til en "Ellen Nielsdatter" og DAA.1936 (Vognsen) kalder hende "Eline (Taarnskytte) af Linderumgaard".
Hun var en datter af Niels Stigsen (Skovgaard), hvor hans sønnesøn (Peder Stigsen) besegler 1440 sammen med "Ingrid Jepsdatter Niels Palnesens", d.v.s. sin fætters kone. Ligesom der er logik i, at Linderumgård går i arv fra Niels Stigsen (Skovgaard) til hans datter Kirsten Nielsdatter (enke 1361), gift med Otte Lunov, hvis datter Else Ottesdatter (Lunov) (enke 1410) bliver gift med Jens Pedersen (Tårnskytte), som arver Linderumgård og overlader den til sønnerne Johan og Christen
Svend I Tveskæg, Konge af Danmark
Konge i Danmark 986-1014. Han vandt herredømmet over Norge ca. 1002 efter at han sammen med Erik Jarl og Kong Olof af Sverige besejrede Olaf Trygvesen i slaget ved Svold. Han foretog mange togter til England og erobrede det meste af dette land 1013. Det antages, at han anlagde vikingeborgene Aggersborg, Trelleborg, Fyrkat og Nonnebakken.
Om Svend er søn af Tove eller af en frille, er ganske uvist. Efter at have slået faderen omkring 986 bliver Svend konge i Danmark, fra 1002 tillige i Norge og fra 1013 endelig også i England. Svends omdømme iflg kirkelig tradition er dårligt, men dette skyldes nok, at han gjorde kraftig modstand mod at give sig ind under Bremer-kirken, hvis organisation bryder sammen efter den handlekraftige ærskebiskop Adaldags død i 988. Tværtimod indkaldte han præster og munke fra England. 988 udstedes et nyt privillegiebrev til bisperne i Århus, Ribe, Schleswig og Odense: De må bosætte sig hvor de vil i det tyske rige - så Svend må have smidt dem på porten. Omkring årtusindskiftet var der tilbage i Danmark kun bispen i Ribe, Odinkar, der var i slægt med kongehuset, men som havde fået en fuld kirkelig uddannelsebåde i England, Frankrig og Bremen. Han var energisk og fik samlet alle bispestolene i Danmark under sig.
Svends væsentlige virke lå i England, som det lykkedes ham endeligt at erobre i 1013.
Under de mange kampe blev vikingehærene flere gange købt bort med 'danegæld' i stadig større beløb, i 1005/6 således ca 10 tons sølv.Svend var dog også hjemme, bla for at klare de politiske stridigheder med kong Olav Trygveson af Norge. Det endte med slaget ved Svold i år 1000, hvor Svend i en forenet flåde med Erik jarl af Norge og Olov Skötkonung af Sverige slog Olav Trygvesons flåde, og hvor denne blev dræbt.
Svolds beliggenhed er ikke lokaliseret, måske ligger den i nærheden af Rügen, måske er det Ven i Øresund.
Svend var gift et par gange og havde sandsynligvis nogle friller.
Forskudt og forvist til Polen af Svend Tveskæg til fordel for Sigrid Storråde.
Blev hentet til Danmark igen af sine børn efter Svend Tveskægs død.
Senere nonne i England,